Folketingsvalget handlede om, hvilken politisk retning vi gerne ville for Danmark. Det er naturligt. Men udover at vedtage love, har Folketinget en anden – og mindst ligeså vigtig – opgave. Nemlig at holde vågent øje med ministrene.

Den virkelige magt over Danmark ligger nemlig ikke i Folketinget. Her kan vi kun noget, hvis mindst 90 mandater kan blive enige. Men som minister har man magt. Her kan man afholde udgifter, ansætte og afskedige, udstede bekendtgørelser og meget mere inden for sit resort.

Og hører man til i regeringens inderkreds, har man magt langt ud over sit eget område. Derfor skal Folketinget kunne kontrollere ministrene.

Allerede inden for den første måned af det nye folketing har jeg stillet en stribe spørgsmål til de nye ministre og krævet integrationsministeren i samråd. Det er vigtige redskaber, så vi har vished for, at ministrene agerer tillidsvækkende over for Folketinget.

I sidste ende kan det handle om ministerens fortsatte virke.

Har Folketinget ikke tillid til en minister, må han/hun gå af. Og det sker. Spørg bare Eva Kjer Hansen, som måtte træde tilbage, da de konservative ikke havde tillid til hende som miljø- og fødevareminister.

I virkelig grelle sager kan det ovenikøbet handle om straf. Som da Erik Ninn Hansen blev dømt for brud på ministeransvarlighedsloven. Den slags hører naturligvis til sjældenhederne. Før Tamilsagen skal vi helt tilbage til Alberti-skandalen i 1910.

Men reglerne er der, og de håndhæves pligtskyldigt af Folketinget som folkestyrets garant.

Men med Mette Frederiksens regering er der sket et nybrud. Med den nye regering er en ansat, der ikke bærer navn og ansvar som minister, blevet medlem af regeringens to mest magtfulde udvalg. Flere kalder ham derfor vicestatsminister. Og der er da ingen tvivl om, at Martin Rossen som medlem af både regeringens økonomi- og koordinationsudvalg samt titel som stabschef i Statsministeriet har magt som en vicestatsminister.

Men kan Folketinget også kontrollere ham?

Nej. Martin Rossen kan ikke kaldes i samråd. Der kan ikke stilles spørgsmål, og for hans virke gælder hverken offentligheds- eller ministeransvarlighedsloven. Om så et samlet folketing udtalte mistillid til hans virke inden for regeringen, kunne han ikke tvinges til at træde tilbage.

Ganske rart og behændigt for Martin Rossen og hans statsminister. Men ikke særligt betryggende for det nyvalgte folketing, der stiltiende må se til, mens vicestatsministeren af navn bevæger sig rundt i Christiansborgs skygger og korridorer.

I den situation må Folketinget naturligvis finde nye redskaber til at holde øje med regeringen. Nye værktøjer til at sikre grundlovens magtbalance.

Men som der således mest er brug for de parlamentariske undersøgelseskommissærer, Pia Kjærsgaard som formand forberedte, har Folketingets nye frontfigur – Henrik Dam Kristensen – valgt at standse alle nye tiltag. Han vil nemlig være en 'stille formand', siger han.

Han vil ikke genere regeringen. Og det kalder jo unægtelig på en tanke: Hvad sætter Henrik Dam Kristensen egentlig først – regeringen eller Folketinget? Som sidstnævntes formand burde der ikke være tvivl. Men med ønsket om at være stille over for den regering, der udelukkende består af hans partifæller, kunne man være i tvivl. Og det er et problem – i mere end én forstand.

Det er et problem for Folketinget, hvis fornemste rolle det er at kontrollere regeringen.

Det er et problem for regeringen, som således er kommet helt galt afsted fra start.

Det er et problem for vælgerne, at der nu kan sås tvivl om deres folkevalgtes mulighed for at kontrollere magthaverne.

Det er et problem for Henrik Dam Kristensen, som tilsyneladende helt er forduftet i sommervarmen og ikke vil svare for sig.

Det er et problem for landets nye statsminister, hvis uoverlagte udnævnelse af sin nærmeste rådgiver til landets måske næstmest magtfulde politiker har sået tvivl om hendes vilje til samarbejde med og forståelse for Folketingets vigtige opgave.