»Det er sådan noget, man ser i USA, ikke i Danmark.«

Sådan siger den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til TV2 om Mette Frederiksens (S) valg af Martin Rossen som særlig rådgiver.

44-årige Martin Rossen kommer nemlig også til at stå i spidsen for et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, ligesom han højst usædvanligt får sæde i regeringens to magtfulde udvalg, henholdsvis koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

Og det er yderst problematisk og noget, som får Lars Løkke til at tænke på amerikansk politik.

Arkiv: Martin Rossen, som man oftest ser ham på Christiansborg: Ganske få skridt fra Mette Frederiksen (S).
Arkiv: Martin Rossen, som man oftest ser ham på Christiansborg: Ganske få skridt fra Mette Frederiksen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Normalt vil det være sådan, at hvis man skal ansætte en leder af et sekretariat i centraladministrationen, så skal der være et jobopslag, som folk kan søge. Så vælger man den bedst kvalificerede,« siger Lars Løkke Rasmussen til TV2 og fortsætter:

»Men her tager man bare en partisoldat. Det med at infiltrere centraladministrationen og politisere den er ikke en del af den danske forvaltningstradition. Det er sådan noget, man ser i USA, ikke i Danmark.«

Martin Rossen har gennem de seneste år fungeret som Mette Frederiksens stabschef og højre hånd på Christiansborg, men nu får han altså konkret ledelsesansvar i Statsministeriet, og det kalder Lars Løkke for 'bekymrende' og en 'sammenblanding af rollerne'.

Lars Løkke er ikke den eneste, der har udtrykt bekymring over for Martin Rossens nye rolle.

Folketingsmedlem fra Det Radikale Venstre Jens Rohde udtalte torsdag, at han ønsker at drøfte udnævnelsen i Folketingets Præsidium, den øverste ledelse af Christiansborg. Pia Kjærsgaard (DF) har siden bakket op om dette ønske.

Mette Frederiksen mødte Martin Rossen i deres unge år i DSU, hvor Mette Frederiksen var formand for et internationalt udvalg, mens Rossen var sekretær.

Siden 2011 har han fungeret som Mette Frederiksens rådgiver, og siden 2015 har han haft titlen som stabschef.

Det forventes, at Martin Rossens nye løn vil ligge på i omegnen af 1,2 millioner kroner om året.

Andre læser også