Da vi for godt et år siden vedtog den såkaldte 'ghettopakke', var der ingen grænser for de socialistiske partiers vrede.
Det var i strid med retsstaten og ren diskrimination, fik vi at vide. Og det har vi jo hørt før. Men da jeg for et par dage siden i B.T. læste om gravide Camilla, der ikke tør forlade sit hjem om aftenen og derfor nu har valgt at flytte, understregede det, hvorfor der er brug for konsekvens.
Farum Midtpunkt er godt nok ikke er registreret som ghetto, men synes at have alle kendetegn: hashsalg, chikane og trusler, kombineret med bandernes oratoriske perler som 'danskerluder'. Lidt dansk kan de da tale…
Camillas fortælling understreger præcis, hvorfor der er brug for konsekvens i de boligområder, der efterhånden er mere muslimske end sociale. Og selvom den nye boligminister har høstet applaus i kredse fjernt fra virkeligheden for nu ikke længere at ville bruge ordet 'ghetto', så løser det næppe problemet.
Derimod løser det problemet at fjerne problemet. Sælges der hash, øves der vold, chikane eller trusler, skal lejemål opsiges og gerningsmændene have forbud mod at færdes i bydelen. Kun derved kan gadebanderne opløses.
Fuldstændig på linje med, at en voldelig ekskæreste kan få forbud mod at opsøge den tidligere partner, skal de uroskabende drengebander have forbud mod at færdes i områder, hvor de har skabt uro og ballade.
'Jamen, det er jo deres hjem,' vil en grædefærdig venligbo indvende. Men ingen har ret til at blive boende i et område, man gør usikkert for sine naboer. Så har man sat sig ud over fællesskabet og må følgelig mærke konsekvensen. Er man mindreårig, må forældrene påtage sig ansvaret og flytte med.
Det er selvsagt ikke det danske samfunds – og endnu mindre Camillas eller hendes naboers – ansvar, at fremmede uroskabere har sat sig op imod fællesskabet. Derimod er det samfundets opgave at sikre, at alle – kvinder og børn, jøder og kristne – kan leve i fred og ro. Over hele landet.
