Som det vil være de fleste bekendt, har jeg i halvandet år brugt en stor del af min vågne tid på at tale højt om de urimelige vilkår, voldtægtsofre bydes her i landet.

Voldtægt er den eneste forbrydelse, hvor man, uanset om man er lovgivende, udøvende eller dømmende myndighed – eller en tilfældig Svend-Åge på Facebook – fuldkommen uantastet kan gøre offerets påklædning, seksuelle præferencer, sindstilstand, moralske habitus og opholdsted til en del af debatten.

Voldtægtsofre, der henvender sig til politiet, hvilket en brøkdel af de reelle ofre gør, svarende til 1087 sidste år, bliver som standard udspurgt om deres påklædning i gerningsøjeblikket.

Det sker også i retten. Og skulle man, som jeg oplevede det, da jeg overværede en retssag i Københavns Byret i maj, formaste sig til at sove i en tunika af tynd silke, kan man godt regne med, at dette bliver brugt som argument for, at man selv har bedt om at blive overfaldet, mens man ligger i sin seng, og tævet i underlivet med en knytnæve, så man bløder i dagevis.

Den sag førte til frifindelse, men blev anket til landsretten, hvor den kommer for i december.

Så heldig var Kirstine Holst, som i marts sidste år gjorde mig opmærksom på vanviddet i behandlingen af voldtægtssager, ikke. Den mand, hun anmeldte for voldtægt, blev frikendt i byretten, selv om hendes natkjole var en kedsommelig lang sag i hvidt bomuld. Og selv om politiet, hvis de ellers havde åbnet den forseglede pakke, de havde fået udleveret fra Center for Voldtægtsofre, ville have fundet både blod- og sædspor.

Anklagemyndigheden indstillede efter den forklaring faktisk også Kirstines sag til at blive anket. Den anmodning blev afvist af Statsadvokaturen på mindre end et døgn, i øvrigt inden samme Statsadvokatur havde retsudskrifterne – den modtog de første tre dage senere.

I torsdags fortalte Kirstine om en lille del af sine oplevelser med politiets efterforskning i TV2-dokumentaren 'Hvor er politiet?'.

Programmet afdækkede også fejl og mangler i drabsefterforskningen af den unge Emilie Meng. Blandt andet, at politiet i de vitale timer lige efter anmeldelsen tilskrev Emilie Mengs forsvinden 'kærestesorg', på trods af familiens afvisning af dette, og derfor ikke mente, at der var grund til at tage sagen så alvorligt igen.

Kunne man forestille sig, at anmeldelsen af en midaldrende, mandlig erhvervsleder fra Vorupøres forsvinden ville blive afvist med 'panikalder' (han havde i øvrigt også lige købt en motorcykel og tilmeldt sig en ironman)?

Mon ikke vi i de kommende uger og måneder vil høre både politiets ledelse og politikerne kræve, at politiet får flere penge og mere mandskab. Det er jo sådan et dejligt nemt krav at stille. Jeg har nære venner, der har arbejdet på gulvet og gaden i politiet i adskillige år.

De har travlt, siger de. Men det er ikke det største problem. Det er derimod de ledelsesmæssige prioriteringer, der betyder, at det er regneark med målstyringsredskaber, der bestemmer, hvad de skal efterforske og hvornår. Og voldtægtssager er bare ikke særligt omkostningseffektive. De seneste tal fra 2017 viser, at 86 blev fundet skyldige i 2017.

De mange voldtægtsofre, jeg har talt med gennem de sidste 18 måneder, fortæller samstemmende, at de kun har mødt søde og venlige politifolk. Politifolk, som også har været søde og venlige, når de har fortalt ofrene, at den slags sager sjældent bliver til noget.

Jeg forstår godt nedprioriteringen af sager, hvor det er næsten umuligt at få dømt en gerningsperson. Jeg overvejer også en ekstra gang, om jeg vil kaste mig ud i projekter, hvis sandsynligheden for succes er under 10 procent.

Når det er sagt, synes jeg godt, at vi kan tillade os at stille krav om, at:

Politiet modtager og behandler anmeldelser øjeblikkeligt (Kirstine Holst fik under henvisning til travlhed pga. bandeskyderier besked på at henvende sig til sin egen lokale politistation dagen efter).

Politiet undersøger gerningsstedet og afhører gerningspersonen umiddelbart efter anmeldelsen (den tiltalte i Kirstine Holsts sag blev afhørt en måned efter anmeldelsen. Gerningsstedet blev aldrig undersøgt).

Politiet undersøger spor og beviser og anvender dem i efterforskningen (Kirstine Holst åbnede selv den forseglede pose med sit blodige tøj halvandet år efter overgrebet. Den havde aldrig været åbnet).

Kirstines sag er ikke enestående. Snarere tværtimod. Er det godt nok?