I begyndelsen af 2017 udsendte den britiske kriminalforsorg nye retningslinjer for transseksuelle indsatte.

De fastslog, at det var en menneskerettighed for indsatte at sidde i en afdeling, der var indrettet til det køn, de selv identificerede sig med.

I oktober 2017 blev voldtægtsforbryderen Karen White så indsat i kvindefængslet New Hall. Hun havde tidligere heddet David Thompson og havde modtaget domme for blandt andet pædofili, voldtægt, grov legemsbeskadigelse og tyveri.

I løbet af tre måneder efter indsættelsen udførte Karen White seksuelle overfald på to andre indsatte kvinder, som hun senere blev dømt for.

Jeg vil gætte på, at ethvert normalt tænkende menneske på forhånd kunne have sagt sig selv, at forestillingen om, at det ville være en god ide at anbringe en voldtægtsforbryder i et kvindefængsel, var tåbelig.

Men problemet i vore dage er, at normalt tænkende personer ikke har særlig meget at skulle have sagt. Verden styres af mennesker, der har gået på universitetet. Og på universitetet er det beklageligvis ofte sådan, at man gennem en lang indoktrineringsproces lærer at slå sine normale tanker ud af hovedet til fordel for de mest forskruede.

Den menneskerettighedsfastsatte 'ret til privatliv' er selvfølgelig ikke lig med en ret for voldtægtsforbrydere til at bo sammen med deres potentielle ofre på et afgrænset område, ingen af dem kan flygte fra. Og retten til at leve som det køn, man identificerer sig med, bør på en eller anden måde afgrænses fra muligheden for på kynisk vis at udnytte denne ret til at udføre kritisable eller amoralske handlinger.

Det burde det, man populært kalder 'enhver idiot', kunne indse. Eftersom det ikke er enhver idiot, der kan komme ind på et universitet, men kun de allerstørste, er det imidlertid ikke sådan.

Ikke desto mindre er det påtrængende, at vi overvejer, hvad der kan stilles op imod 'idiotvældet', før det kommer ud af kontrol.

For der findes andre sager, der er mindst lige så idiotiske. I delstaten British Columbia i Canada benytter transkvinden Jessica Yaniv menneskerettighedssystemet til at anklage kvindelige indehavere af skønhedssaloner for diskrimination, fordi de ikke vil give hendes testikler en omgang brazilian wax (ja, De læste rigtigt).

Og i New Zealand gør Laurel Hubbard sig klar til at vinde OL i vægtløftning for kvinder. Hun hed tidligere Gavin Hubbard og var stærk, men ikke i verdensklasse. Nu har hun gode chancer for guld.

Når man læser disse sager, kan man komme til at tænke, at de berømte komikere fra Monty Pythons Flying Circus som et sidste klovnenummer har forklædt sig selv som politikere og menneskerettighedsadvokater og nu driver gæk med borgerne i hele den engelsktalende verden. Men så heldige har vi ikke lov til at håbe på at være. Dette er alvor. Så hvad kan der gøres?

Jeg tror, man kunne komme langt ved at indføre fire fornuftige principper. For det første: Mindretal bestemmer ikke over flertallet. For det andet: Sproget bestemmer ikke over virkeligheden. For det tredje: Nysproget bestemmer ikke over gammelsproget. Og for det fjerde: Ekstremismen bestemmer ikke over mådeholdet.

Indførte man disse fire principper, ville de sager, jeg har beskrevet, falde. Kvinderne i kvindefængslet var ikke blevet overfaldet.

De små, selvstændige erhvervsdrivende var ikke blevet chikaneret af en aktivistisk bølle. En vinder i vægtløftning kunne kåres blandt de biologisk normale kvinder.

Det er på høje tid, at den sunde fornuft sætter sig igennem over for det glade vanvid.