Jeg vil gerne indlede med at rose Socialdemokratiet.

For nogle år siden skulle jeg på mit partis vegne forhandle om en revision af serviceloven. Det er den lov, som regulerer forholdene for voksne handicappede.

På et tidspunkt under forhandlingerne begyndte Enhedslisten at ytre sig kritisk om nogle fritvalgsordninger, der eksisterer på området (en forenkling, men jeg skriver således, fordi loven er enormt kompleks).

Men her satte Socialdemokratiet foden ned. Handicappede er ikke umyndiggjorte, fastslog partiets ordfører. Det er voksne, myndige mennesker, der er underlagt andre begrænsninger end de fleste (og som ofte er i kontakt med det offentlige på den ene eller den anden måde).

Men hvad nu, hvis vi for eksempel taler om en person, der har fået tilkendt en erstatning og gerne for egne penge vil opleve et eller andet?

Kernen i, hvad den socialdemokratiske ordfører konkluderede, er noget, jeg er fuldkommen enig i: At det er et totalt urimeligt formynderi fra statens side, hvis den sætter en masse begrænsninger op, som i praksis gør det umuligt for voksne handicappede mennesker at bruge deres penge, som de vil.

Jeg håber, at Socialdemokratiet står ved deres principielle synspunkt fra 2016. For nu, tre år senere, vil de to socialdemokratiske kommuner København og Aarhus umyndiggøre voksne mennesker, der blot er kommet i den situation, at de har behov for at bo på et plejehjem.

Hvordan i alverden kan det gå til? Det fortæller dagbladet Børsen mandag.

Klimarådgiver i Greenpeace Tarjei Haaland fortæller til avisen:

»Vi lavede en undersøgelse sidste år, hvor vi spurgte landets kommuner om målsætninger for at sænke kødforbrugets klimaaftryk. Dengang var der ikke mange, der havde sat sig et mål. Men nu begynder bolden at rulle, og vi håber, at de andre kommuner lader sig inspirere af København og Aarhus. Det gør en forskel, at kommunerne skruer ned for det klimabelastende kødforbrug.«

Det er jo så vildt, at man lige er nødt til at have det i langsom gengivelse.

Lobbyorganisationen Greenpeace vil gerne have, at kommunerne retter ind efter deres politik om, at klimaaftrykket fra fødevarer skal sænkes. Lobbyorganisationen besnakker det politiske flertal i Aarhus og formentlig også København til at føre lobbyorganisationen Greenpeaces politik.

Og hvem skal så at sige betale for det? Ældre mennesker, som ikke er blevet spurgt. Ældre mennesker, som ikke er blevet umyndiggjort ved nogen form for officiel beslutning. Ældre mennesker, som de to socialdemokratiske kommuner kort sagt har besluttet at behandle som undersåtter i et enevældigt kongerige, hvor hans majestæt Kommunen kan bestemme kosten.

I stedet for som det, de er: Frie og myndige borgere, der efter et langt og godt liv – med spisevaner, der er forankret i 1920'ernes og 1930'ernes Danmark – nu er blevet for gamle til at bo i deres tidligere hjem.

Mange ældre er vant til at spise kød på plejehjemmet og få kød i deres madudbringningsordninger Det er godt nok et stift stykke, hvis det skal gå ud over dem, at kommunerne skal nedsætte deres kødforbrug.

I gamle dage kunne man kende tyranner på, at de havde for vane at råbe og skrige og gå klædt i teatralske uniformer.

Der er ikke noget som helst godt at sige om gamle dages tyranner. Undtagen måske dette: at det var en fordel, at de råbte og skreg og gik i operetteuniformer. Fordi så kunne man i det mindste kende dem for det, de var.

Vore dages tyranner går i hverdagstøj og taler med bløde, konsulentagtige stemmer. Det gør dem ikke en tøddel mindre tyranniske, end deres mentale forfædre var.

Og derfor skal vi selvfølgelig være lige så afvisende over for dem i vore dage, som danskerne altid har været i fortiden.