Jeg synes helt ærligt, det er godt, at Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister.

Et lille barn er udleveret til sine voksne. Det kan intet gøre for at beskytte sig selv og må have enhver tænkelig hjælp til at overleve fra dem: Noget at spise og drikke, sundhed, sikkerhed og en kærlig og gradvis indvielse i, hvordan det er bedst at leve, når man engang ikke er barn længere.

At vi har en statsminister, som gerne vil sikre de bedst mulige betingelser for, at alle disse ting kan ske, bør man rose. Skønt jeg dog ikke har den opfattelse, at hverken Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt eller nogen af deres forgængere var mindre børnevenlige, end Mette Frederiksen er.

Men fordi vi alle elsker børn, betyder det så, at de er hævet over kritik? Det gør det naturligvis. I hvert fald, hvis der er tale om ens egne. Når det gælder andre menneskers børn, er der til gengæld ofte plads til forbedringer. Og det er ikke altid kun i småtingsafdelingen.

Så lad os nøjes med at tale om andres børn. Hvad kunne de med fordel lære, som ville give dem et behageligt og menneskeligt set udbytterigt liv som voksen?

En af de allervigtigste og allermest basale ting, andre menneskers børn kan lære, er, at alting ikke handler om lige præcis dem.

Det er simpelthen ikke korrekt opfattet, når andre menneskers børn tror, at Molslinjens cafeteria eller den lokale McDonald’s grundlæggende blev skabt for at dække deres behov for at udfolde sig med fri råben, fri løben og fri legen.

Den slags steder er skabt for at udgøre en fælles ramme om indtagelse af et måltid (og for Molslinjens vedkommende også om en dæmpet samtale med rejsefæller eller lidt hvile, inden landevejen igen venter). Det er det overordnede formål med stedet, som alle bør respektere ved at lade alle andre være i fred.

En af de allerførste ting, kærlige forældre bør lære deres barn, er altså, at verden er kæmpestor, og at den ikke roterer om den lille Nutella Diode. For hvis den lille Nutella Diode ikke får lært – inden hun bliver den store Nutella Diode – at universet er enormt og helt grundlæggende hverken optaget eller afhængigt af, om hun lever eller dør, vil hun med sikkerhed blive et kolossalt anstrengende menneske.

Det næste, andre menneskers børn med fordel kan lære, er, at selvom det burde være sådan, at alle respekterede alle andre uden forbehold, er det ikke verdens sande tilstand.

Uden for den allerinderste kreds er det sådan, at man skal gøre sig fortjent til respekt. Det gør man ikke ved afpresning eller trusler. Eftersom den modvilligt afleverede forsikring om respekt er tom og værdiløs.

Respekt gør man sig grundlæggende fortjent til ved at udføre respektable handlinger. Det kan være at gøre sig umage. At hjælpe dem, der har behov. Eller ved i det hele taget at bidrage positivt til det sammenskudsgilde, tilværelsen er.

Det sidste, andre menneskers børn med fordel kan lære, er at respektere de kendsgerninger, der ikke står til at ændre. Man kan ikke blive fritaget for døden – hverken andres eller egen. Og kun yderst sjældent tyngdekraften.

Men der er meget andet, man gør klogt i at opfatte som kendsgerninger, selvom det er knap så uafvendeligt. Derfor går vejen til det gode voksenliv over kamp for det, der kan ændres. Og accept af det, som alligevel ikke kan være anderledes.

Man egner sig faktisk ikke til at have børn, med mindre man selv er psykologisk voksen.

Det er derfor, det er så vigtigt, at børnenes statsminister også husker at lægge vægt på at være den voksne statsminister.