Børn skal have større respekt for autoriteter.
Det mener et flertal af danskerne, skriver Berlingske på baggrund af studiet Den Danske Værdiundersøgelse, som 19 danske forskere har været med til at analysere.
Og netop i danskernes holdning til respekt for autoriteter i børneopdragelsen er der sket et markant skifte siden 1990, viser analysen.
Således svarede 34 procent af danskerne i 1990, at der burde være større respekt for autoriteter i forhold til opdragelsesværdier.
I 2017, hvor data til undersøgelsen er indsamlet, var det steget til 62 procent af de adspurgte danskere. Skiftet er imidlertid endnu mere markant blandt danskere under 40 år.
Her ønskede hele 69 procent i 2017 mere respekt for autoriteter i børneopdragelsen. I 1990 var det svaret fra bare 30 procent.
At flere danskere ønsker en lidt fastere opdragelse, kan skyldes, at børn og unge har oplevet et stigende individuelt ansvar de seneste år, mener Karen Margrethe Dahl.
Hun er senioranalytiker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, og har været med til at analysere undersøgelsens resultater.
- Der er måske ikke så meget tale om, at danskerne er blevet mere autoritetstro, end vi var i 1990, men at vi oplever, at individet har fået for meget ansvar, som kan give en eksistentiel usikkerhed og en psykisk sårbarhed, siger hun til avisen.
Undersøgelsen er del af et europæisk samarbejde, hvor der stilles spørgsmål til borgeres værdier rundt omkring i europæiske lande.
Undersøgelsen har været udført hvert niende år siden 1981, og hos Skole og Forældre, landsorganisation for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen, kommer udviklingen ikke som en overraskelse.
- Vi kan godt genkende, at forældrerollen har ændret sig meget siden 90erne. Vi oplever, at en del forældre er søgende i forhold til, hvad det vil sige at være en god forælder. Om de gør det godt nok.
- Samtidig er de fleste forældre også glade for folkeskolen, lærerne og pædagogerne. Men de synes også, at der er problemer med for meget uro i klasserne.
- Og det kunne godt støtte konklusionen om, at mange ønsker lidt mere respekt for autoriteter, siger Rasmus Edelberg, landsformand for Skole og Forældre, til Ritzau.
/ritzau/