Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at stemme på Alternativet eller Enhedslisten, og nogle dage står det mejslet i granit hvorfor.

Én af de dage var, da Alternativet forslog at afkriminalisere al narkotika. Nu er det jo ret beset sådan, så vi kunne fjerne al kriminalitet i Danmark med et fingerknips.

Det kunne vi ved at lovliggøre alt. Lige fra cykeltyveri til rovmord. Så langt går Alternativet dog ikke med deres forslag, men de går imidlertid så langt, så de vil gøre al narkotika lige fra hash over kokain til heroin lovligt. Det er jeg inderligt imod!

Narkotika og hårde stoffer flyder i gader og stræder. Selv i min hjemegn, Skive, er der blevet oprullet et stort narkonetværk med tråde til blandt andet de unge på kasernen.

Det er en rigtig trist udvikling.

Flere unge er begyndt at tage hårde stoffer. Det bekræfter en ny rapport fra Center for Rusmiddelforskning, som viser, at 25.000 unge i alderen fra 15-24 år har taget kokain den seneste måned.

Det er dybt bekymrende.

Vi har pligt og ansvar for at forhindre, at flere unge bliver introduceret til stoffer og kommer ind i et misbrug.

Det er derfor helt skævt, når Alternativet og Enhedslisten mener, at besiddelse af narkotika til eget forbrug ikke længere skal være strafbart.

Hvis vi lovliggør brugen af hårde stoffer på baggrund af, at flere unge tager kokain, så vil det ikke bare være et signal om, at vi som samfund accepterer brugen af hårde stoffer. Det vil også få helt uoverskuelige og mærkbare konsekvenser.

Hvis flere - lovligt - begynder at tage hårde stoffer, så vil endnu flere med stor sandsynlighed blive afhængige.

Det er både en personlig tragedie og og familietragedie, hver eneste gang et ungt menneske bliver afhængig af narkotika, og det fører ofte nærmest uoverskuelige konsekvenser med sig. Derfor skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at undgå, at unge kommer i kontakt med narkotika.

En narkoman skal kontant finansiere sit misbrug. Og de forbrydelser, det medfører, går ud over uskyldige. Det glemmer den yderste venstrefløj fuldstændigt.

I dag sidder rockerne og indvandrerbanderne meget langt hen ad vejen på narkomarkedet. Hvis Alternativets forslag om en afkriminalisering af narkotika med dertil følgende øget forbrug bliver realitet, får banderne endnu bedre betingelser, og det er den helt forkerte vej at gå. Det er at åbne en ladeport af ulovligheder, som vil følge med i kølvandet på dem, som i forvejen på kynisk vis lukrerer på det ulovlige og illegale marked.

Vi rækker med andre ord banderne og pusherne en hjælpende hånd til at bruge deres utilgivelige metoder for at sikre deres indtjening. Afpresning, rufferi, inkasso, trusler. Alt sammen noget, som sætte dybe spor i samfundet og skaber berettiget utryghed.

Lad mig sige det, som det er. Hvis vi afkriminaliserer stoffer, så vil det være et kæmpe svigt og en falliterklæring. Banderne er de eneste, der vinder på det forslag.

I stedet bør vi fordoble straffen for salg til eksempelvis mindreårige. Bandemedlemmer skal mærke, at vi faktisk mener det her. Vi vil ikke have, at de skal forpeste vores samfund med deres salg af narko og kyniske metoder.