I denne uge fangede en spændende overskrift på Berlingske Business mig:

'Kære medsøstre. Lad de sexede stiletter blive hjemme, når I skal på arbejde.'

Journalist Birgitte Erhardtsen trækker to eksempler frem: Michelle Obama, der optræder med en nøgen, bh-fri skulder på sit bogomslag, og en ung advokat i lang silkekappe (der signalerer værdighed og autoritet), som har taget tårnhøje Louboutin-stiletter på?

'Hvorfor?' spørger hun. De er jo besværlige at gå i. Eksemplerne bruges til at underbygge historier om sexisme og kønsdiskrimination på arbejdspladsen. 'Mændene klæder sig jo heller ikke sexet på jobbet.'

Den sidste kommentar tror jeg, mange mænd ville være en kende sårede over. Men ellers et interessant synspunkt. Jeg er virkelig åben i denne debat, fordi den er så uklar. Det er en debat, der skal rumme arbejdskulturen, som den var for min mors generation, for min generation og for den yngre generation – tre helt forskellige udgangspunkter.

Og skal vi blive i beklædningsafdelingen, så er der jo arbejdspladser, hvor uniformen altid har været domineret af traditionelle mand-/kvinde-roller. F.eks. hos A.P. Møller. Eller i luftfartsbranchen.

Jeg kan ikke vide, hvorfor Michelle Obama har valgt at blotte sin skulder, men hvor Erhardtsen agiterer mod besværlige stiletter, så er jeg en af dem, der hader bh'er. Jeg går udelukkende med bh for ikke at virke anstødelig, men jeg ville da allerhelst være foruden. Så hvor placerer det mig i den diskussion?

Og med hensyn til stiletterne, så tror jeg simpelthen, journalisten er gået galt i byen. Louboutin-sko handler hverken om at være sexet eller praktisk. De handler om magt. Og her kan jeg oplyse, at mændene er 100 procent med om bord.

Hvis en mand gerne vil vise, han har styr på det, så køber han sneakers til 3-4.000 kroner parret. De er heller ikke alle lige praktiske. Jeg er selv hende, der vader rundt i udtrådte UGG-støvler det meste af tiden, men når jeg ser mine veninder i jeans og høje hæle, ville jeg ønske, det var mig.

Det giver flotte ben og bidrager til det forfængelige velvære. Præcis som hvis det var makeup. Men måske vil Erhardtsen så mene, at smokey eyes og røde læber heller ikke hører hjemme på arbejdspladsen?

I den arabiske kultur oplever man i de store byer rige kvinder, der er dækket til fra top til tå, men som indenunder har høje hæle og stramme nederdele på.

For hvis skyld skulle det så være, hvis ikke for enten sin egen eller for at imponere veninderne? Nej, jeg køber ikke Birgitte Erhardtsens præmis, men jeg synes stadig, diskussionen er spændende.

Tre nedslag fra ugen

Ugens mest overraskende nyhed (og så alligevel ikke) var Putins udmelding om en fuldkommen ændring af magtfordelingen, som fik regeringen til at gå af. Som alle andre udmeldinger, den mand er kommet med, så var hans tale en forblommet snak om forandring blot for at dække over, at han selv kan beholde den reelle magt, til han dratter om. Somme tider spekulerer jeg på, om den kolde krig overhovedet er slut!

Ugens fedeste nyhed er for os, der elsker podcast. Nemlig nyheden om, at Anders Lund Madsen og tidligere statsminister Lars Løkke laver en podcast sammen, som hedder 'Lund & Løkke'. Det bliver et program, hvor de to tidligere studiekammerater tager rundt i Danmark og taler med helt almindelige danskere. Jeg er allerede helt vild med ideen. Anders er fabelagtigt dygtig til at lave radio, og forskellen på de to mænd gør mig så meget mere nysgerrig på indholdet. Afsnittene kan høres på Talk Town, der udgives af Egmont.

Ugens mest oversete nyhed handler måske om, at jeg bare ikke har fulgt med. Men ikke desto mindre syntes jeg, der var vanvittigt interessant at høre Radio4's 'Krimiland', der i tirsdags fremlagde nogle undersøgelser, som peger på, at Olof Palme-mordet var orkestreret af CIA. Der ligger også en podcast, som det er værd at lytte til, med den dygtige og ihærdige vært Anders Christiansen ved roret.