Politikerne er blevet enige om genåbningen af Danmark i fase to, tre og fire. Det markerede øjeblikkeligt 'hvorfor'-fasen i både store dele af erhvervslivet, medierne og hos mange danskere.

For hvad var logikken egentlig bag de beslutninger, der blevet truffet?

Hvorfor må Magasin åbne, når København Zoo ikke må? Hvorfor må efterskoleelever komme tilbage, men ikke højskoleelever? Hvorfor må caféer og restauranter åbne, når museerne ikke må?

Hvorfor kan man ikke åbne helt op i kommuner, hvor smitten nærmest er væk? Hvorfor kan vi ikke åbne grænsen for tyske turister, når deres smittetryk ikke er højere end vores?

Og sådan vil det blive ved i dage, uger, måske måneder endnu.

Den bærende logik er naturligvis, at smittetrykket ikke må stige så meget, at sundhedsvæsenet ikke kan følge med.

Al den genåbning, vi viftes om næsen, kan forsvinde igen med et politisk fingerknips, hvis smitten pludseligt stiger.

Og det står klart, at så vil det være vores egen skyld.

Sat på spidsen kan vi i princippet stadig sidde fast i fase to af genåbningen, når bølge to af virussen rammer landet.

Vi hverken håber eller tror, det vil være tilfældet, men ingen kan vide det med sikkerhed. Det, vi ved, er, at der lige nu er uendeligt langt til en fuld normalisering.

Vi har stadig ikke reelle tal for ret meget.

Hverken smittens egentlige udbredning i befolkningen eller det egentlige overblik over tabte arbejdspladser og konkurser - eller regningen for, dem der er blevet hjulpet.

Og vi så, da Arnold Busck drejede nøglen om, hvor ondt det gør, når konsekvenserne af krisen får navn og ansigt.

Dem vil vi få mange flere af.

Men allerede nu har politikerne aftalt at begynde at udfase hjælpepakkerne. Hvorfor? Fordi intet varer evigt, hverken smitte eller hjælpepakker.

Men hvorfor er der ikke en direkte, logisk og gennemskuelig sammenhæng mellem genåbning og udfasning af hjælpepakker? Fordi det er og bliver en politisk beslutning.

De politiske beslutninger bliver stadigt primært truffet af regeringen. De øvrige partier har fået lov at være med i en egentlig politisk aftale i denne omgang, men de fik ikke sat ret meget mere fart på genåbningen, end regeringen havde planlagt og meldt ud i forvejen.

De sad på bagsædet.

Torsdag aften talte statsminister Mette Frederiksen om at finde 'koblingspunktet'. Altså hverken give gas eller bremse, men holde bilen (der er parkeret på en stejl bakke) på det magiske punkt, hvor vi hverken kommer frem eller tilbage. Men vi får udsigten til på et tidspunkt at kunne komme afsted.

'Hvornår'-fasen er rykket ind i 'hvorfor'-fasen. Der er stadig et stykke vej til 'hvorhen''-fasen. Og på spørgsmålet 'hvor hurtigt?' er svaret: Når chaufføren - statsministeren - flytter foden!

Ugens syv små dværge:

Mens statsministeren torsdag aften fra Marienborgs terrasse præsenterede sin politiske aftale om genåbningens fase to og tog sig god tid til at svare på spørgsmål fra pressen, stod en række partiledere nedenfor på græsplænen.

Det var som at se Snehvide og de syv små dværge. Hun kunne ikke overkomme den onde stedmor uden dem, men alligevel tårnede hun sig op højt over dem, mens de fortonede sig i skumringen og kom til at se mindre og mindre ud, for hvert minut der gik.

Billedet af dem er gået viralt i 27 morsomme udgaver. De griner næppe selv. Men de glemmer det heller ikke.

Ugens dieselhakker:

Liberal Alliances medlem af Folketinget, sociologen Henrik Dahl, har engang skrevet en bog med titlen 'Hvis din nabo var en bil'. Et spørgsmål, der torsdag fik de ventende journalister ved Marienborg til at studse over, at Alternativets forperson, Josefine Fock, ankom i en gammel dieselhakker, mens Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, gled ind ad porten i en Jaguar - vist nok endda en el-udgave.

Fock måtte efterfølgende forklare sig i pressen og love, at næste bil enten bliver en elbil eller en delebil.

Det er selvfølgelig et sted mellem morsomt og hyklerisk, når politikere ikke selv udlever, hvad de prædiker, men mon ikke vi også skal passe på med at bedømme dem efter højere moralske standarder, end vi selv efterlever?

Ugens umulige:

Cafeer og restauranter må genåbne, og et sulten, tørstigt og forlystelsessygt folk jublede.

Men med de gældende restriktioner om især fysisk afstand, men også nye om begrænset åbningstid, kan restaurationerne ikke komme i nærheden af den omsætning, de havde før nedlukningen.

Hvis de forbliver lukkede, risikerer de både, at kunderne vænner sig til at gå andre steder hen og aldrig vender tilbage, men de risikerer også at miste hjælpepakkerne, der lige nu holder mange oven vande.

En sælger lærte mig engang, at hvis man skal give nogen en lort, så skal man binde en stor rød sløjfe omkring den. Det er sådan én, langt de fleste restauratører fik i denne uge.

Den er hverken god eller til at afslå.