Det er ikke længe siden, landet blev lukket ned, men det er til gengæld allerede glemt, at det startede som en karantæne på tre uger.

Siden blev det klart, at denne side af sommerferien nok må sættes på tabskontoen de fleste steder. Men nu tegner der sig et billede af, at det kan blive resten af året.

Dermed står det også klart, at den økonomiske situation er voldsomt forandret.

I starten hæftede mange sig ved, at de hjælpepakker, der kom, næsten øjeblikkeligt ikke ville belaste den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi, ligesom det blev fremhævet, at staten kan låne penge til næsten gratis.

Hjælpepakkerne er nu løbet op i omkring 400 milliarder kroner, og taxameteret løber hurtigere end en københavnsk taxa en lørdag nat.

I denne uge fik det De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til at indkalde finansministeren til et samråd, som også Venstre og Radikale Venstre bakker op om.

Med Rasmus Jarlovs ord er samrådet nødvendigt på grund af det »stormløb på statskassen«, som udfolder sig på Christiansborg i disse måneder.

»Vi vil gerne vide, hvad den økonomiske strategi går ud på, og hvad de mange ekstra udgifter betyder for statens gæld,« er det simple ønske fra den konservative finansordfører.

Men han må vente små fire uger på samrådet.

Samtidig er der gang i forhandlingerne om næste omgang genåbning, som forventes at komme efter 10. maj.

Også her er partierne utilfredse med, at regeringen ikke er mere åben.

Venstre har gjort åbenhed og gennemsigtighed til et krav i forhandlingerne. Og næsten samtlige partier uden om regeringen skriger på en plan.

Ikke nødvendigvis præcise datoer for, hvornår hvem kan åbne og hvordan, men en plan for processen fremad. Med Morten Østergaards ord er »planløshed lig med modløshed«.

De økonomiske vismænd har peget på værktøjer til genopretning af økonomien, som har kort afsæt.

Altså grundlæggende hurtige penge i lommen på folk, som forhåbentligt vil brænde så meget der, at de bliver brugt på forbrug - i Danmark.

Men det kan ikke vare længe, før man må tage stilling til, om det er forsvarligt at vente med genopretning af økonomien, til krisen er forbi.

Det vil åbenlyst være svært for en lang række virksomheder - som eksempelvis restauranter og cafeer - at åbne og få den samme omsætning som tidligere.

Mon ikke hjælpepakkerne i højere grad skal pakkes op til en slags supplerende dagpenge for virksomheder? Og mon ikke der kunne være ræson i at få tilpasset også den offentlige økonomi til at håndtere eksempelvis en pukkel i sundhedssystemet efter krisen?

Burde Danmark arbejde med en slags gældsloft? Og sådan kunne man blive ved.

Det varer længe, inden man kan gøre prisen for krisen op, og hjælpepakkerne er selvfølgelig et sikkerhedsnet, men det er ikke en egentlig genopretning.

Vi er langt forbi den korte nedlukning, der først blev lagt økonomiske planer efter. Det er rimelige krav, flere partier i Folketinget stiller om åbenhed om planer og afklaring af den økonomiske strategi.

Det kan til gengæld ikke være rimeligt, at de skal vente fire uger på den diskussion.

Ugens opgave:

Torsdag godkendte EUs stats- og regeringschefer en gigantisk hjælpepakke på over 500 milliarder euro, men de sagde også til kommissionen:

»Send flere penge, tak.« Senest 1. juni vil EU komme med en større og mere langsigtet økonomisk genopretningspakke.

EU-landene er stadig meget uenige om, hvordan pakken skal finansieres. Det ligner en opgave, som i sværhedsgrad minder om at mase en vandmelon gennem en vandslange med en strikkepind.

Men mange mener, at hele EUs fremtid står og falder med kommissionens evne til at udtænke et forslag og stats- og regeringschefernes vilje til først at blive enige og derefter om at gennemføre planen. Det kan vise sig at være den væsentligste opgave, politikerne står med nu.

Ugens playliste:

Kulturminister Joy Mogensen kom i modvind i denne uge, da hun i et interview formastede sig til at sige, at hun engang hørte 'Absolute Music 2' med stor glæde. Det var i et interview, hvor det også fremgik, at hun har spillet klaver i mange herrens år.

Man fik opfattelsen af, at alle dem, der er vokset op i et hjem med klaver, gik i banansplit af forargelse over ministerens manglende dannelse, og dem, der er vokset op i et hjem uden, gik i flitsbue over kultursnobberiet. Men så enkelt er verden trods alt ikke.

Vi fik alle rystet hovedet for corona-kuller og fik talt på kryds og tværs om vores musiksmag. Man kan vel nærmest tale om et musikalsk vækkelse. Og det er vel sådan set et udmærket aftryk at sætte som kulturminister. De bolde, der bliver fumlet i mål, tæller stadig på pointtavlen!

Ugens lidt for vågne:

DFs Søren Espersen er aldrig kedelig at følge. Ikke så snart han er færdig med at kritisere medierne for betalingsmure i en tid, hvor saglige nyheder er ekstremt vigtig, og hvor mange i deres forbrug anstrenger sig for at holde gang i hjulene på private danske virksomheder, kaster Espersen sig over endnu et af de slagsmål, som man kun kan komme ud af med knubs.

Espersen vil simpelthen have et daxit - altså Danmark ud af EU. Problemet er bare, at hans formand har sagt det modsatte utallige gange.

Espersen har selvfølgelig øje for, at de fleste danskere vil værge sig ved at skulle betale for hjælpepakker til Sydeuropa på bekostning af eksempelvis dansk velfærd.

Han kan lugte enhver hundelort i naboens have, ham Espersen. Men han lider af overskudsenergi her under krisen.

Der er simpelthen for meget fart på ham til hans eget parti.