Kriser kan noget. Lige nu er mange nationer i den specielle situation, at vælgerne er mere tilfredse med de folkevalgte og deres beslutninger, end de var før krisen.

Men vi ved historisk, at mange af de toppolitikere, der håndterer en krise fænomenalt, alligevel bliver smidt på porten efter krisen. Tænk blot på Winston Churchill eller Jens Stoltenberg.

Det er i selve krisen, der gemmer sig en slags trylledrik for politikere, der for en tid kan gøre dem til Asterix. Obelix bliver de aldrig, for effekten er ikke permanent.

Der er mange forklaringer på, hvad det er ved kriser, der gør noget godt for vores forhold til politik. Man kan jo starte med det helt simple faktum, at vi alle er enige om, hvad det vigtigste er.

Det er aldrig tilfældet på en tilfældig politisk hverdag.

Vi er også nogenlunde enige om, hvad målet er. Og vi forstår det allesammen intuitivt. Det kræver ikke avanceret træning i abstrakte begreber og filosofiske strømninger at ønske at være i live og helst også rask.

Samtidig er det tydeligt, hvem der har ansvaret, for de toner konstant frem og taler meget langsomt til os på pressemøde efter pressemøde.

Nuvel, vi skal også gøre noget selv, men heller ikke her bliver vi stillet en abstrakt opgave. Vi skal vaske hænder, hoste i ærmet og holde afstand.

Og dem, der har ansvaret, har truffet beslutninger, hvor vi kan se resultatet ufattelig hurtigt. Der er ikke nogle underfundige implementeringsplaner, nedsivnings- eller dynamiske effekter, for slet ikke at tale om [indsæt selv uforståeligt politiksprog].

Statsministeren siger: »Alle hjem.« Næste dag er alle hjemme.

Den klare sammenhæng mellem beslutninger og resultater er ofte skjult eller forsinket for os - og derfor svær rigtigt at tro på. Hvilket får nogle til at tvivle på, om politik overhovedet virker.

Man ser ovenikøbet Folketinget arbejde sammen. Sætte sig om et bord og blive enige om det, der er bedst. Hurtigt og uden ævl og kævl.

Og selv om pandemien er en global udfordring, er løsningerne så lokale, som de kan blive: Du må ikke kramme bedstemor! Din frisør er gået nedenom og hjem. Naboen hjemmeskoler fire børn. Verden er på den måde blevet mindre. Og vi kan endda gøre noget selv.

Det udgør alt sammen en potent politisk trylledrik, som i første omgang benyttes til at beskytte landsbyen mod en udefrakommende fjende, før den til sidst damper af, for den klarhed, der findes i kriser, kan ikke vare ved.

Og i mellemtiden er der åbnet et spørgsmål, som kan være svært at håndtere for de ledere, der netop har kæmpet for, at den nye normal skulle blive som den gamle, nemlig om man i virkeligheden burde gøre ting på en helt anden, bedre og mere retfærdig måde.

Og der kan Asterix ikke følge med.

Ugens mandfolk:

Ursula von der Leyen, formand for EU-kommissionen, viste sig som et mandfolk (M/K) i denne uge, hvor hun ikke gav en fedtet politiker-beklagelse, men en rigtig undskyldning til Italien, for at Europa lod dem i stikken i starten af coronakrisen.

Hvis man bor i rækkehus, kan det ikke hjælpe noget at vogte over sin skumslukker, mens naboens hus står i flammer. Og som minimum er det på plads med en kvajebajer bagefter.

Ugens overflødige:

Udlændingeminister Mattias Tesfaye dropper krav om håndtryk for statsborgerskab - midlertidigt. DF er utilfredse, og en ekspert mener, at ceremonierne godt kunne gennemføres med rigelige mængder håndsprit.

I den store sammenhæng virker det som en komplet overflødig politisk debat lige nu. Men i Danmark har vi åbenbart altid tid til de symbolske kampe - også i kriser. Bare vi husker at spritte af efter os selv.

Ugens vågeblus:

På grund af coronakrisen udskyder regeringen behandlingen af knap 40 lovforslag til efter sommerferien. Forudsigelige og fornuftigt. Men bemærk, at Arne-reformen røg med i den pulje.

Tidlig tilbagetrækning til særligt nedslidte var regeringens absolut vigtigste mærkesag før coronakrisen - og det bliver den igen! Men i mellemtiden kan forudsætningerne for at genneføre reformen have skubbet sig afgørende, selv om behov ikke er blevet mindre ifølge beskæftigelsesministeren.

Faktum er, at Arnes karantæne er forlænget til efter sommer. Spørgsmålet er, om han også i politisk forstand er i en særlig risikogruppen på grund af coronakrisen. Det spørgsmål er på vågeblus, men bliver hedt efter sommer.