Din nyhedsstrøm flyder over med begavede menneskers overvejelser om apokalyptiske forudsigelser og frygt:

Den største krise i nyere tid. Verden bliver aldrig den samme igen. Vi skal aldrig mere giv hånd. Denne krise ændrer verden på sammen måde som Pearl Harbor og Anden Verdenskrig.

Påsken handler om, at efter død kommer liv. For en gang skyld er det ikke oppustet, når nogen taler om, at vi står i en historisk situation.

Vi er på alle måder på den store klinge for øjeblikket. Det er måske derfor, det af og til kan se lidt småt ud, det der kommer fra politisk hold. Især fra oppositionen.

Man kan ikke ligefrem beskylde regeringen for at have fedtet rundt med småting. Landet er lukket. Større bliver det næppe. Hvis oppositionen ikke har tænkt sig at udfordre den grundlæggende opfattelse af, at situationen er historisk, så er det ikke andet valg end at møde verden på præcis det niveau.

Nuvel, den sagnomspunden 'borgfred' er aflyst. Endelig, fristes man til at sige, for der er da brug for modspil, spørgsmål og udfordringer til den strategi, regeringen har anlagt. Kernen i et godt demokrati er, at vi tror på, at selv det gode svar på det tåbelige spørgsmål kan ende med at gøre løsninger bedre.

I de seneste uger er det blevet udstillet, at det hele bliver for småt for dem, der lige nu får gedigne tæsk i meningsmålingerne. Og det handler om andet og mere end det faktum, at danskerne i krisetider samler sig om nationens leder. Det handler også om fraværet af modspil.

Et eksempel: Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har foreslået vækstpakker - blandt andet med øgede offentlige investeringer.

Ved første øjekast lignede det noget stort.

Indtil tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen viste, hvordan det skal gøres, med den serie klummer i B.T., hvor han simpelthen sagde: »Jeg tror ikke, Danmark forfølger den rigtige strategi.« Og i denne uge fortsætter han med: »Hvad er planen efter 10. maj? Giv os en plan med håb og ét pejlemærke: Hvad giver med økonomisk vækst?«

Der gik oppositionen fra at være et forkølet supplement til en udfordring af regeringen. Hvis man skal yde et kvalificeret modspil til en historisk stærk regering i en historisk krise, så skal man simpelthen tænke stort.

Lige nu bliver der tænkt for småt. Fra mange kanter. En arbejdsgiverorganisation præsenterer et vækstudspil, der skal skabe 30.000 arbejdspladser.

For småt.

Kom med et, der kan skabe 100.000. Eller tre gange så mange.

Hvis vi - på godt og ondt - er ved at tegne stregerne til en helt ny verden, så kom med mere end forslag til regnbuefarvede fodgængerfelter.

Ugens exit:

Bernie Sanders har trukket sig fra Demokraternes kamp om at blive den, der skal forsøge at slå præsident Trump til efteråret. Manden med den danske løsning måtte give fortabt. Nu er det op til præsident Obamas tidligere vicepræsident, Joe Biden, at byde Trump passende modstand, selvom coronakrisen nok er farligere for præsidenten. Det synes givet, at Biden vælger en kvindelig running mate, og da han er 77 år gammel, er det ikke helt ligegyldigt for vælgerne, hvem det bliver. Mon ikke han gør klogt I at finde én, der ikke hører hjemme i kategorien 'særlig udsat gruppe' i forhold til coronavirus.

Ugens vasker:

Med den langsomme genåbning af samfundet følger sæbe! Straks regeringen havde berettet, at de små skal i institutioner og skole igen, rejste spørgsmålet sig: Hvordan skal man kunne vaske legetøj to gange om dagen, som normalt bliver vasket én gang om året? Regeringen har nu afsat 300 mio. kr. til rengøring. Efter tidligere store kriser, hvor mange forudså, at verden for altid ville være en anden, er de fleste ting alligevel på et tidspunkt vendt tilbage til 'som vi plejer. Så nyd duften af sæbe, så længe det varer. Men lad være med at slikke på legetøjet af bare begejstring!

Ugens øgenavn:

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har fået tilnavnet 'Coronakongen', fordi Folketinget har vedtaget så mange hastebehandlinger og beføjelser, at han ser ud til at være den mest magtfulde sundhedsminister i danmarkshistorien. Dermed har han flyttet sig fra at være en minister i Frederiksen-regeringen, der bare måtte vente på, at der blev plads i statsministerens kalender efter Arne-reform, klima-reform og meget andet, til at han nu er helt i front for det mest afgørende, regeringen kommer til at foretage sig overhovedet. Dermed et passende tilnavn. Men også et lidt farligt, for i politik er både kronprinser og fjerne fætre utålmodige efter kronen.