Statsminister Mette Frederiksen talte om antisemitisme i denne uge, før hun tog til Jerusalem, hvor verdenssamfundet mindedes 75-årsjubilæet for befrielsen af koncentrationslejren Auschwitz ved holocaustmuseet Yad Veshem.

Men optrådte hun som værdikriger eller statsmand?

Statsministeren vil bekæmpe antisemitisme i Danmark, og det er der god grund til.

Jødiske institutioner har været mål for både hærværk og terror og lever permanent med et højere beskyttelsesniveau end andre.

Det er helt relevant at tage afstand fra al ekstremisme, der søger at dæmonisere bestemte befolkningsgrupper eller fredelige trossamfund.

Men det virker nærmest, som om statsministeren ikke ville have noget imod et raskt lille slagsmål om problemstillingen. Hun peger på den ekstreme højrefløj, venstrefløj og visse muslimske miljøer som ansvarlige for antisemitismen i dag.

Det udløste en forudsigelig konflikt med venstrefløjen, der vil have lov at kritisere staten Israel og fremhævede, at de først og fremmest er antiracistiske.

Og det fremkaldte den klassiske diskussion om muslimers syn på jøder, hvor alle kunne deltage med hver sin synsning, og hvor statsministeren ender med at stå tilbage som hardliner.

Det endte helt forudsigeligt med en efterlysning af, at statsministeren også tager afstand fra hadefuldt hærværk på en moske i København i denne uge.

Da Anders Fogh Rasmussen gik tilbage til krigstiden og talte om, hvordan man havde 'glemt', at Bornholm forblev besat lang tid efter det tidspunkt, man fejrer som Danmarks befrielse, tog han ansvaret på sig og sagde, at der gjorde vi noget forkert.

Men i denne konkrete sag vælger den nuværende statsminister at tale om, at de gør noget forkert.

En værdigkriger peger på 'dem', en statsmand peger på 'os'.

Og ja, Fogh var også værdikriger, og ja, Frederiksen er også statsmand, for eksempel med sin undskyldning til Godhavnsdrengene.

Men i denne uge havde vi 75-års-brillerne på.

De går bedst sammen med statsmandskabet, hvor vi minder hinanden om, at man kan trodse umenneskeliggørelse, hvis man husker at se hinanden som landsmænd, naboer, venner og kolleger.

Ugens tale:

Ved mindehøjtideligheden torsdag i Jerusalem holdt den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier en tale, der bør undervises i på retorikstudiet.

Steinmeier bar den 'historiske byrde af skyld', vedkendte sig, at 'Tysklands ansvar er uden udløb', og fremførte uden omsvøb, at antisemitismen i dag rejser sig i en ny forklædning i Tyskland, men er den samme ondskab.

Den tyske præsident indledte og afsluttede sin tale på hebraisk og talte kun én gang tysk, nemlig da han sagde 'nie wieder' (aldrig igen).

Hvert ord var velvalgt og ukrukket - ikke blot om fortiden, men også om nutiden og fremtiden.

Den store præstation var, at den ikke kom til at handle om hverken ham selv eller tysk indenrigspolitik. Det var en statsmandstale.

Ugens 'hvad sagde jeg':

Radio4’s nyhedsredaktør har på Twitter udskammet politikerne for, at de ikke orker at komme i et studie i Aarhus for at deltage i radioprogrammer.

Da man ville 'udflytte' Radio 24syv, var der ellers ingen grænser for, hvor nemt det ifølge politkerne ville blive at få magthaverne i studiet.

Men ak og ve, det er foreløbigt kun Uffe Elbæk fra Alternativet og Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance, der for alvor er stemplet ind hos den nye kanal.

Og Radio4 har endda et fremskudt studie i Købenavn, men selv dette bliver lige besværligt nok for de udflytningsivrige på Christiansborg at dukke op i.

Skal vi ikke bare blive enige om, at de fleste danskere nu har ret til at sige: 'Hvad sagde jeg?'

Ugens brøler:

Skatteministeriets departementschef er i gang med en tilbygning på sommerhuset, som han åbenbart ikke selv aner meget om, for konen får skylden for, hvad der ligner forsøg på at komme omkring de irriterende høje lønniveauer på det danske arbejdsmarked og den forbistrede skat.

Man skal lede med eksemplets magt, siges det.

Når den øverste administrative chef for at genopbygge danskernes tillid til skattesystemet viser netop den vej, ser det ikke lovende ud.

Han har ovenikøbet et lønniveau, hvor man nok skulle kunne finde råderum til at overholde loven - både i bogstav og ånd.