Regeringen har præsenteret en række tiltag mod fremmedkrigere, som udløste bekymrede reaktioner fra støttepartierne, der blandt andet talte om 'politistat'.

Sammenstødet mellem ønsket om at bekæmpe terror og retsstatens principper er velkendt, men de kritiske røster lyder efterhånden som muzak i en elevator.

Regeringen vil forhøje en række strafferammer for aktiviteter forbundet med terror og fremmedkrigere.

Det kan stor set alle blive enige om. Ligesom det nok skal glide problemfrit igennem, at regeringen vil tvangsfjerne fremmedkrigeres børn.

Men enhver »hård pakke« skal også indeholde mindst ét kontroversielt forslag, og fra regeringens hånd er det planen om et opholds- og kontaktforbud for personer, der er dømt for terrorforbrydelser, som kan gælde i op til 10 år - efter den dom, som regeringen vil øge strafferammen for.

Det er kort sagt benhårdt.

Når regeringens pakke er vedtaget - og det bliver den - vil politiet uden en retskendelse kunne gå ind i folks hjem og tjekke pc’er, telefoner med mere for at se, om kontaktforbuddet bliver overholdt.

Ifølge justitsministeren er det ikke et problem for retssikkerheden, for det vil ske på baggrund af en dom - og derfor er der ikke brug for en retskendelse.

Men det er ikke alle, der ser det sådan.

»Vi skærer i retsstatens principper skive for skive,« sagde SFs Karina Lorenzen, efter regeringen havde præsenteret sin plan torsdag.

De Radikales retsordfører, Kristian Heegaard, ser tiltaget som »et lille skridt i retning af en politistat« og, Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, syntes, at det virkede 'meget, meget bekymrende'.

Parlamentarisk kan regeringen svare »pyt«, for flertallet kommer helt af sig selv løbende og vil være med.

Sådan har det været, siden de første terrorpakker så dagens lys fra 2001 og frem.

Dengang var debatten om blandt andet retskendelser voldsom, men den er blevet svagere år for år.

Et flertal i Folketinget har gennem to årtier været enige om at passe på Danmark. Der er ingen, der føler sig kaldet til at forsvare samfundets mest frygtede og forhadte kriminelle, men det er da godt, at der stadig findes et par idealistiske riddere om retsstatens runde bord.

Vi skulle nødig glemme, hvad det er for et Danmark, vi skal passe på.

Ugens oversete:

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, blev helt bogstaveligt overset, da han havde sagt ja til at deltage i 'Debatten' på DR2 om regeringens planer om at tvangsfjerne flere børn. Han blev præsenteret i indledningen, men fik aldrig lov til at sige ét ord.

Programmet glemte at give ham taletid.

Når lederen af Danmarks mest frihedselskende parti kan blive glemt i en debat om tvang, er der noget helt galt med samtalen.

Ugens brøler:

Dansk Folkepartis officielle nytænker Martin Henriksen gav på Facebook udtryk for, at han gerne så Sydslesvig tilbage til Danmark.

Det blev de mildt sagt ikke glade for i Sydslesvig.

DF har altid argumenteret for flere folkeafstemninger, nuvel, den der skabte grænsen i 1920 har 100 år på bagen, men folket stemte og har siden udlevet et af verdenshistoriens bedste eksempler på harmonisk eksistens for mindretal på begge sider af grænsen.

Når de mest danske af de danske i hjertet - det danske mindretal i Tyskland - siger »stop så« til Henriksen, bør han trække i land, men det bruger man ikke i DF.

Ugens syltekrukke:

Regeringen udskyder beslutningen om muligheden for at finde olie og gas i Nordsøen. Regeringens støttepartier mener, at udvindingen skal stoppe nu.

Problemet for regeringen er, at det gør ondt i muldvarpen i baglommen. Siden 1972 har man tjent over 500 milliarder(!) på at udvinde olie og gas fra Nordsøen.

Her er en klassisk konflikt mellem økonomi/job og grøn omstilling. Regeringens løsning: Udskyd på ubestemt tid - officielt for at indhente mere viden.

Et godt råd - eller mere viden - er det, man beder om, når man godt kender svaret, men ville ønske, at man ikke gjorde.