Statsministeren får ny departementschef.

Det kan lyde som en rutinemæssig udskiftning, fordi den nuværende departementschef har fået et internationalt topjob, men det kan også ses som en afgørende brik i Mette Frederiksens plan for at lægge sig magten under fode.

'Ministre forgår - embedsmænd består' lyder efterhånden som en gammel, ridset vinylplade.

Statsministeren har skiftet departementschef i alle de ministerier, hun har bestridt: Beskæftigelses-, Justits- og Statsministeriet.

Og syv udskiftninger på departementschefniveau siden valget i sommer vidner om nye tider.

Læg dertil den særlige placering af hendes nærmeste rådgiver, Martin Rossen, og en lang række udskiftninger af pressechefer i ministerierne, så de fleste nu har partibogen i orden.

Det er én ting med pressechefer - noget helt andet med departementschefer.

Man kan ikke dokumentere, at statsministeren er i færd med en politisk udrensning af topembedsmænd. Det benægtes også hårdnakket fra regeringens side.

Og det handler nok også nærmere om, at Frederiksen har knæsat et nyt princip, nemlig det at ministrene kan sætte deres eget hold, fremfor at arve et.

Men de fleste ministre kan nu bedst lide folk, der er enig med dem.

Embedsværket har ellers udgjort en stabiliserende faktor i Danmark.

I perioder med svage ministre og hyppige udskiftninger har bureaukraterne været som bilens vejbaneassistent og holdt os mellem de hvide streger på vejen, indtil nogen igen tog rattet.

Det bliver måske sværere i fremtiden, hvis de skal frygte at blive skiftet ud med en nyere model.

Men måske bliver det også nemmere for politikere at få deres politik igennem.

Og i hvert fald er det nemt at komme i tanke om eksempler på departementschefer, der burde have været ekspederet helt ud, men som i stedet blev 'forfremmet væk' til andre topposter.

Statsministeren er modigere i sin magtudøvelse end sine forgængere. De accepterede i overvejende grad, at 'sådan gjorde man ikke' - og endte med at elske - eller i hvert fald respektere - systemet, som det var.

Og hvem skulle egentligt bremse Frederiksen? Magten er hendes - og hun er absolut ikke bange for at bruge den. Og derfor vokser den stærkere omkring hende dag for dag.

Ugens ud-af-boksen:


Præsident Trump har i forvejen lavet rav i den i Mellemøsten, men luftede også i denne uge en idé om, at Nato skal udvides med en række mellemøstlige lande.

Han syntes, det skal hedde 'Nato-Me'. Det lyder som en hyggelig app, men hele ideen er, at han - eller USA - skal have fedtet opgaver af på nogle andre.

Israel er nok er det land i Mellemøsten, der er tættest på at kunne leve op til Natos krav om retsstat, demokrati og frie medier, men hvis den berømte artikel 5 - at 'et angreb på et medlemsland er et angreb på alle' - ikke skal ende ligeså brugt som stopknappen i bussen, er det næppe en løsning at starte med at optage dem. Artikel 5 er indtil nu kun brugt én gang - efter 11. september 2001.

Ugens kortslutning:


I denne uge kunne man læse den opmuntrende besked fra sundhedsministeren, at hjælpen var på vej til mennesker, der lider af BED (Binge Eating Disorder - eller tvangsoverspisning).

Det er den mest udbredte spiseforstyrrelse, og 40.000 danskere lider af sygdommen. En officiel anerkendelse af en sygdom betyder, at dem, der får diagnosen, har krav på behandling. Men hov… den bliver først officielt anerkendt i 2022.

Det kan kaldes en bureaukratisk kortslutning: Der er ikke nogen, der officielt må have sygdommen, før systemet er klar til at behandle dem. Det er set før, blandt andet med hiv. Men kønt er det ikke.

Ugens comeback:


Barbara Bertelsen - kommende departementschef i Statsministeriet - er i denne uge gået fra at være den departementschef i centraladministration med den største skydeskive på ryggen til at være den, der sidder øverst på magten.

Det bliver spændende at se hende svinge pisken som domptør over de hanelefanter, der forsøgte at trampe hende ned for lidt siden.

Når man følger magtspillet blandt topbureaukrater, er det nogle gange som at læse Shakespeare - den, der skiller sig ud, og som ikke er fremelsket af det eksisterende magtsystem, skal kanøfles.

Bertelsen er godt nok vokset i systemet, men hun skiller sig ud som kvinde og som en af de 'moderne' embedsmænd m/k.