Nytåret nærmer sig og dermed også statsminister Mette Frederiksens første nytårstale. Nogle statsministres nytårstaler går over i historien og huskes i årtier, mens andre forsvinder som dug for solen, så snart de er holdt. Det er selvfølgelig fuldstændigt op til taleren, om der skal skrives historie eller hentes politiske marginaler. Men det er et faktum, at talen er en mulighed for at fange folk på en helt særlig måde.

Nytårstalen er – i modsætning til talerne ved Folketingets åbning og afslutning – en mulighed for at holde en rigtig god tale. Den behøver nemlig ikke at indeholde en masse pligtstof, som ofte bliver opremsende, kedeligt og umuliggør, at man kan føre en idé igennem fra start til slut. Uanset hvad vil nogen mangle noget, så man kan ligeså godt vælge den gode tale – som ofte har en klar vinkel – frem for den, der forsøger ikke at glemme nogen.

Til gengæld er der klart en grænse for, hvor partipolitisk nytårstalen må være. Det er ikke partiformanden, der taler – det er statsministeren. Men det er nok de taler, der udfordrer netop den grænse, vi husker bedst. For eksempel Lars Løkke Rasmussens nytårstale om efterlønnen, eller Anders Fogh Rasmussens om smagsdommere. Den gode tale går til grænsen.

Og så skal der være nogle oneliners. Pointen er, at mange vil kunne huske en stemning i en tale, men ikke nogen konkret ordlyd. Altså medmindre, at man har kælet godt for netop den slags detaljer.

Lixtallet i statsministrenes nytårstaler har været støt faldende over årene, mens gentagelser af bestemte ord (efter min vurdering) har været stigende. Ligesom de også har sneget sig til at vare nogle minutter længere. Det sidste er nok nærmest, fordi levering af talen er blevet mere højtidelig og nu sendes live.

Hvad skal vi så forvente af Mette Frederiksen? Hendes grundfortælling, er det korte svar. Hun er stadig i gang med at definere sig selv som statsminister. Det gør hun med variantioner over temaet 'jeg passer på Danmark'. Det forudsætter til gengæld også, at der er noget at forsvare sig imod. Så man skal næppe forvente en 'yes we can'-Obama-lignende begejstringstale, men nærmere en variation af Churchills 'blood, toil, gears and sweat'-tale.

Selvfølgelig skal Frederiksens tale ikke måles mod giganter som Obama og Churchill. Men ligesom de to vil hun slå en tone an, som meget vel kan lyde under hele hendes regeringstid. Så lyt godt efter. Hvis hun rammer tonen under dit liv, er det en god tale. Så enkelt kan man sige det.