B.T.s politiske kommentator Søs Marie Serup fælder dom over partiledernes politiske form fra valget og til nu

Mette Frederiksen

Det går næsten ufatteligt godt for den rene socialdemokratiske regering - ikke mindst statsministeren har sat sig solidt i stolen. Nuvel, den blå opposition har været temmeligt fraværende, men Mette Frederiksen står så stærkt, fordi hun ved, hvad hun vil, er godt forberedt og gennemfører sin plan med sikker hånd. Hun har endda præsteret at kunne tage på juleferie med en så godt som færdigskrevet nytårstale - det hører til sjældenhederne i Statsministeriet. Hvad hun ønsker, skal hun få - den største julegave med ekstra marcipanrulle til kaffen. Det er fuld fortjent.

Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen overtog et Venstre-parti, der på papiret var i fin form med to gange valgfremgang i bagagen, men i realiteten er der nogle alvorlige K3’ere i tilstandsrapporten. Og så er det lige nu en tæt på umulig opgave at skulle stå i spidsen for en blå blok, der insisterer på at blive kendt som en berømte pølse - på knækket. Men selv hvis vi tager sværhedsgraden af opgaven med i vurderingen, må man sige, at Ellemann-Jensen både kunne have sat sig tungere i stolen og givet regeringen mere modstand. Han må tage nogle gåture i skoven i julen og få tænkt over en plan for det nye år.

Kristian Thulesen Dahl

Også Kristian Thulesen Dahl står med en vanvittig tung opgave. Han indhøstede valgets absolut største øretæve fra vælgerne, partiet lever i en mørk skygge af Meld- og Feld-sagen (mistanke om misbrug af EU-midler, som efterforskes af bagmandspolitiet), og så taber han allerede nu taletid til Nye Borgerliges formand i afgørende sager. På mange måder har han brugt tiden fornuftigt på eftertanke og refleksioner over valgresultatet, ligesom der er sat gang i politikudviklingen, men bundlinjen er stadig, at DF er i problemer. Der bliver bevilget trøsteklejner herfra.

Pernille Skipper

Enhedslisten trådte ind til forståelsespapirforhandlingerne med traumer fra Thorning/Corydon-æraen. De kan nu gå på juleferie med ro i maven. Regeringen er rød, ambitionerne er grønne, og de Radikale har endnu ikke trukket noget helt skævt. Der er plads til hygge med en veganer-smæskesteg og en rigtig god gave fra genbrugen.

Morten Østergaard

Forhåbningerne - ikke mindst fra dansk erhvervsliv og store dele af det borgerlige Danmark - til, hvad Morten Østergaard kunne levere i forhandlingerne om finansloven, var simpelthen for høje. Det er ikke De Radikales skyld, men det blev deres problem. Uanset hvor mange bankende hjerter de sendte ud på sociale medier, blev de udråbt (uretfærdigt) som forhandlingernes tabere. Østergaard og De Radikale har ikke den samme magt over S som tidligere, men de skal nok finde ud af at bruge den, de har. Der bevilges en morfar på sofaen under avisen. Det skal nok gå bedre i det nye år.

Pia Olsen Dyhr

SF har fået en spændende - ung og kvindelig - folketingsgruppe, som vi nok skal få mere at se til, men i mellemtiden har formanden været her, der og alle vegne. Altid med smil i øjnene og mange rosende ord til regeringen og udkommet af diverse forhandlinger. Men det blev lidt mystisk, at partierne bag finansloven ikke var enige om, hvorvidt der var leveret minimumsnormeringer eller ej med den aftale, de indgik. Bundlinjen er både, at børneområdet har fået et historisk løft, men også at minimumsnormeringerne stadig har lange udsigter. Det anbefales at klippe-klistre med nogle oversete to- til seksårige poder.

Uffe Elbæk

Christianborgs visionære kaospilot meddelte i december, at Elbæks tænketank-parti fra februar skal ledes af en anden. Det var en pragtpræstation at skabe et parti så hurtigt og blive valgt i Folketinget med den styrke, som Alternativet blev. Og partiet har sat dagsordner, modnet dagsordner og været på forkant som få. Men det var i sidste valgperiode. I denne har partiet kun været en bisætning. Må han blive mødt med varme tøfler i julen.

Søren Pape Poulsen

Det går godt for det gamle Konservative Folkeparti. De har endda fået et mandat til at gå fra V til K, da Marcus Knuth fandt en ny gruppe på Christiansborg. Optimismen er tilbage i partiet både på Borgen og i baglandet, men der endnu ikke indvarslet nogen ny Schlüter-æra, der er ellers et stort ledelsestomrum i blå blok, som Pape kunne rykke ind i. K står dog i en unik position til stikke af fra det blå felt - og efter jul skal man endda til at se på en ny flerårsaftale for politiet. Det kan næsten ikke blive bedre for en konservativ tidligere justitsminister og partiformand. Han får en marcipangris!

Alex Vanopslagh

Alex Vanopslagh er et frisk pust i flokken af partiledere, men det er overordentligt svært at gøre LA’s mandater interessante, ligesom det selvfølgelig ikke hjalp, da 25 procent af folketingsgruppen gik ud og dannede deres eget parti. Det er dog hans og LAs store held, at Ellemann-Jensen klart har tilkendeliget, at Venstre skal være et bredt parti. Men Vanopslagh er som farfars historier fra sin barndom - på vej i skole i korte bukser i snestorm og modvind på en cykel uden dæk. Han må godt få trommen på juletræet, så han kan lave noget larm i det nye år.

Pernille Vermund

Pernille Vermund er trådt uimponeret ind på Christiansborg. Hun er ikke blevet ramt af de fornemme omgivelser, men fortsætter i vanlig stil - inklusive et frisprog, som provokerer mange, men nok begejstrer hendes egne. Det er endda lykkedes for hende at være den oplagte yndlingsmodstander i debatter med De Radikale - en rolle, der ellers har været DFs de seneste 20 år. Det kan hun godt være tilfreds med til en start, men der skal mere til - mandater skal bruges til andet og mere end snak. Men hun får et varmt glas gløgg herfra.

(Simon Emil Ammitzbøll-Bille)

Seriepartihopper og seriepartistifteren har brugt tiden efter valget til at skabe projektet Fremad. Men indtil nu er det kun en hjemmeside. Og det går endda sløjt med indsamlingen af vælgererklæringer. Måske det hjælper med lidt familiehygge.

Glædelig jul!