Enhver, der spiller jydewhist, ved, at hvis man er virkelig dygtig og/eller heldig, kan man spille sin sidste trumf så god, at den kan afgøre hele spillet – også selvom det kun er en ruder tre.

Det var, hvad Kristian Jensen gjorde på Venstres dramatiske hovedbestyrelsesmøde fredag aften i Brejning ved Vejle.

Næstformanden indledte sit velforberedt indlæg for forretningsudvalget med ordene: 'Loyalitet er en dyd. Et parti skal være loyalt over for sin leder. Men en leder skal også være loyal over for sit parti.' Den indledning ramte ligeså præcist ned i den følelse og kolde analyse, som gennem uger har pågået i partiet, som da Helle Thorning-Schmidt udtalte de berømte ord til S-baglandet: 'Jeg kan slå Anders Fogh.'

Nogle gange rammer ord som en forhammer.

Og Jensens hammer fortsatte med at ramme plet. Han talte om, at man i politik og parforhold skal passe på, hvilke ord man vælger at sige, for de kan ikke trækkes tilbage, og når først de er sagt, laver de ar. Og så fortsatte han:

'Og når, du Claus Hjort, går direkte ud på sommergruppemødet (…) med en erklæring om mistillid til mig (…), så trækker du partiet og andre personer med ind i en debat, som helt åbenlyst ikke kan stoppes igen.'

Kristian Jensen var bevæget, stemmen knækkede, og øjnene flød over undervejs i den lange tale.

Men det ene hammerslag efter det andet ramte ned i den utilfredshed i partiet, som var vokset til et uholdbart niveau. Herunder også, at 'Danmark bør ledes med udgangspunkt i en borgerlig ledet regering'. Og senere fortalte Jensen igen, at det var en 'kæmpe overraskelse', da Løkke gik ud med meldingen om en SV-regering:

'Det må det også have været for en række medlemmer af Venstres forretningsudvalg.'

Jensen mindede om den beslutning fra forretningsudvalgsmødet på Amager, hvor der var givet et klart mandat om, at både Løkke og Jensen skulle deltage i forhandlinger om regeringsdannelse. Kristian Jensen fortsatte: 'Men det var jo et skuespil. For du havde allerede på det tidspunkt fået skrevet din bog og blæst på forretningsudvalg og beslutninger.'

Herefter talte Jensen om den uholdbare situation, han selv var bragt i, men også partiet.

'Jeg har den klare opfattelse, at det i Venstre er sådan, at det ikke er formanden, der har et parti, men partiet, der har en formand.'

Igen og igen svingede Jensen ordhammeren med præcision mod alle ømme tæer i området. Han talte også om, at det var tid til at lytte til baglandet, der 'betyder mest'.

Kristian Jensen fortalte, at han havde tilbudt Løkke at trække sig som næstformand, hvis formanden gjorde det samme. Den fremstrakte hånd var blevet afslået. Og så spillede han sin lille, men afgørende trumf:

'Jeg vil derfor hermed gerne her melde klart ud, at jeg stiller op som landsformand for Venstre', og han fortsatte: 'Hvis der er andre formandskandidater, som mener, at de kan samle Venstre og bringe os fremad med fornyet kraft, så vil jeg hilse dem velkomne.'

Talen blev holdt 22.10. Herefter forlod Lars Løkke Rasmussen mødet og vendte først tilbage 22.30.

Kristian Jensen gentog, at de kunne trække sig begge to. Herefter gik Løkke og kom ikke tilbage.

Jensens tale vil brænde sig ind i Venstres historie på samme måde, som da Mogens Lykketoft fortalte Socialdemokratiet, at 'sejren har mange fædre, nederlaget har kun én'.

Lørdag trådte en bevæget Kristian Jensen frem foran den forsamlede presse i Brejning og satte ord på – og lagde ansigt til – en tydelig fortælling om, når politik gør ondt. Han smed sig på den håndgranat, som Venstres bagland havde trukket splitten på.

Det vil blive husket.