Der er nu gået en uge, siden regeringen kunne præsentere sin aftale om næste års finanslov.

En uge, der mest af alt er gået med frustration over manglende svar på centrale spørgsmål om økonomien i aftalen og diskussion om, hvorvidt der nu også er en aftale om minimumsnormeringer​ i vuggestuer og børnehaver.

Og så har der været en spinoffensiv mod De Radikale.

Nuvel, De Radikale har holdt tæt kontakt til pressen under forhandlingsforløbet, hvilket af nogle er blevet set som ukollegialt, men det er nu ganske klogt af Morten Østergaard og co.

Se blot på, hvordan aftalen er blevet fremstillet efterfølgende som den rødeste finanslov nogensinde.

Hvis De Radikale ikke havde givet lidt modspil til den udlægning, så ville de være blevet kørt over med en damptromle.

En del analyser, ledere og kommentarer giver alligevel en ret enslydende vurdering af, at De Radikale har tabt i forhandlingerne, er blevet snøret eller ligefrem står i en generelt historisk svag position.

Det er alt sammen et billede, der som sit egentlige mål har at tegne Mette Frederiksen som den stærke statsminister, der endelig fik sat de emsige radikale på plads – altså løste en opgave, som ingen socialdemokrat før hende er lykkedes med.

Det er der såmænd også en foreløbig sandhed i, men det er også et godt spin.

Man skal dog aldrig undervurdere De Radikale, der som parti har evnen til at æde ydmygelser og blot sætte vreden ind på en konto til senere brug.

Partiet er det absolut mest tålmodige på Christiansborg, både i de enkelte forhandlinger, på dagsordener, som de kan stå forkert på i forhold til folkedybet i årtier uden at ryste på hånden, men også i forhold til strategiske positioner.

Det er simpelthen for tidligt at dømme De Radikale som 'sat til vægs'. Tværtimod har de sat lidt stædighed ind på kontoen til de næste finanslove.

Det, man måtte have 'snøret' De Radikale med ved denne finanslov, kan man komme til at 'dingle i' ved næste finanslov – eller den næste igen, for der er en grund til, at vi ikke har haft mange etpartiregeringer i Danmark. Det er notorisk svært.

Hvis ikke 'den rødeste regering' vil ende valgperioden med at indgå blå finanslove, må man hellere passe på med for ofte og effektivt at udråbe De Radikale som taberne i samarbejdet.