Folketinget afholdt fredag samråd med statsminister Mette Frederiksen om Martin Rossen, som er en af hendes særlige rådgivere.

Det havde måske været en klogere strategi at lade ham passe sit arbejde.

Oppositionen er oppe at ringe over den gråzone, der er opstået efter udnævnelsen af Rossen, fordi han på den ene side er spindoktor (eller særlig rådgiver, som man siger, når man vil bruge en ord, der ikke bruges som et bandeord), men på den anden side sidder han som fuldt og helt medlem af to magtfulde regeringsudvalg på linje med ministrene.

Det er Folketingets opgave at kontrollere regeringens arbejde - og dermed medlemmer af regeringsudvalgene, men det er den enkelte minister, der 'hæfter' for sin særlige rådgiver.

Der er en gråzone i tilfældet Rossen.

Men lad nu manden begå en fejl, før alle finder nærmeste lysekrone.

Som særlig rådgiver i Statsministeriet er det afgørende, at folk forstår den særlige rådgiver - Rossen - som en praktisk forlængelse af statsministeren.

Hans stemme skal opfattes som hendes.

Den egentlige udfordring består derfor i, om ministrene i regeringen oplever, at Rossens stemme har mere vægt end deres.

Det er principielt vigtigt, for at han kan udfylde sin rolle, men det kan over tid give sig til at 'gnave' gevaldigt i regeringens indre liv.

Der opstår situationer i alle regeringer, hvor regeringens (statsministerens) interesser og den enkelte ministers ikke er sammenfaldende.

Regeringen kan f.eks. nyde gavn af, at en populær minister fremfører et bestemt synspunkt, mens det for den minister kan være noget nær den politiske død.

Den slags samtaler har jeg selv ført en del af i min tid som spindoktor, og hver gang blev det tolket som en direkte instruks fra statsministeren - og det var det da også.

I virkeligheden er det interessante slet ikke Rossen, men holdningen til embedsværket.

Der har nemlig altid siddet 'rigtige' embedsfolk fra Statsministeriet i både koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

Embedsfolk, der udmærket er i stand til at sikre statsministerens politiske dagsorden ført ud i livet.

Rossen er altså en slags underkendelse af embedsværket. Og sådan har det været med hver eneste særlige rådgiver gennem tiden.

De er alle sammen et udtryk for, at ministre har brug for noget, de ikke får fra embedsværket.

En særlig rådgiver er ligeså politisk udpeget som en minister, men det er altså Frederiksen selv, der skal kunne stå inde for Rossens opførsel.

Statsministeren har både individuelt og på regeringsseminaret efter sommerferien fortalt sine ministre, at de skal huske at være politikere.

Det er både klogt og rigtigt.

Men det må dermed også være forventningen til medlemmerne af Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget, at de husker at være politikere.

Alle medlemmer.

Lad nu manden passe sit arbejde - det skaber jo netop mulighed for at stille selveste statsministeren til ansvar for noget, Martin Rossen rent faktisk har gjort.