Lørdag har regeringen siddet i de berømte 100 dage, som er længden på enhver regeringens hvedebrødsdage, men i virkeligheden måske også den mest effektive periode for mange regeringer til at udnytte et klart folkeligt mandat til at sætte sig tung på magten fra start.

Men er det lykkedes for Mette Frederiksen?

Regeringen kom godt fra start, og ikke kun fordi den nærmest tiltrådte midt i sommerferien, og Venstre straks efter sommerferien gik i krig med sig selv.

Men med den lille absurde kontrovers med præsident Trump om Grønlands salgsstatus og en smukt leveret undskyldning til Godhavnsdrengen var Frederiksen i hvert fald selv godt fra start.

Resten af regeringsholdet har primært brugt tiden til forberedelse af efterårets forhandlinger og til at komme ind i de nye stofområder.

Der har været dømt ro på.

Noget af det mest interessante ved regeringen er den ledelsesmæssige linje, Frederiksen har lagt.

Hun har eksempelvis understreget over for sine ministre, at der altid findes en anden løsning, at de skal huske at være politikere, at de ikke skal forsvare systemerne blindt, og at de ikke skal afholde sig fra at udråbe alting til historiske aftaler.

De siger i virkeligheden: 'Tænk selv og tag magten.'

Men der er også et opgør - eller i hvert fald en kraftig korrektion - i forhold til embedsværket. Det handler ikke kun om den 'styrkelse af statsministeriet', som Frederiksen mener at have begået med konstruktionen omkring den meget omdiskuterede rådgiver Martin Rossen.

Den konstruktion lugter mest af benhård topstyring.

Det handler også om signalerne til toppen af embedsværket. Mette Frederiksen har for eksempel holdt møde med samtlige departementchefer.

Det er der mig bekendt ingen statsminister, der har gjort en selvstændig pointe ud af tidligere.

Ligesom der ligger en uudtalt forventning om, at statsministeriet skal fravriste ikke mindst finansministeriet noget magt.

Officielt vil man tale om godt samarbejde, og det handler da heller ikke om at tage noget fra Nicolai Wammen.

Det handler om at sikre sig, at man kan få sin politik igennem.

Og det bliver naturligvis det, man i sidste ende skal måle regeringen på.

Støttepartierne er allerede utålmodige, oppositionspartierne har påbegyndt lister over løftebrud og udlændingelempelser.

Og på mandag går forhandlingerne om næste års finanslov i gang.

Indtil nu er der ro, renlighed og regelmæssighed i regeringens arbejde.

Men i denne uge, hvor Folketinget åbnede med taler og debat, blev det også synligt, at regeringen slår tonerne an i mol, mens oppositionen slår dem an i dur.

Regeringen skal passe på med, at 'alvorlig' ikke bliver til 'dyster', ligesom oppositionen skal passe på med, at 'optimistisk' ikke bliver til 'poppet'.

Men de første 100 dage er gået godt for regeringen!