En 11 måneder gammel dreng er kommet til Danmark fra en lejr i Syrien, hvor tidligere IS-kæmpere og sympatisører befinder sig i, hvad generalsekretæren for Dansk Røde Kors har beskrevet som “helvede på jord”.

Drengen bliver formentligt adopteret af sine bedsteforældre, men i mellemtiden raser debatten på Christiansborg om, hvad der skal ske med de øvrige børn af danske IS-krigere- og sympatisører i Syrien.

Stemningen i dansk politik er bastant afvisende overfor at hjemtage både voksne og børn fra IS-lejrene.

Flere politikere lufter også tanker om, at Folketinget skal tage stilling i hvert enkelt tilfælde - altså til hvert enkelt barn, bl.a. fordi det er svært for dem at opstille objektive kriterier for, hvornår børn må hentes til Danmark.

De voksne vil et bredt flertal kæmpe med næb og klør for at undgå at hjemtage. Også selvom det samme flertal ofte skoser andre lande for ikke at ville tage deres (ofte også kriminelle) borgere retur.

Debatten er fuld af udsagn om, at alle ønsker børn det bedste, og at partierne skam ikke vil forlade konventioner, her: menneskerettighederne, statsløsekonventionen og børnekonventionen.

En gammel jounalistisk tommelfingerregel lyder, at alt før “, men” i en sætning er løgn, og hvis man benytter den i disse dage, er der ikke stor opbakning til konventionerne.

Hvilke også udfordres af udsagn som “de har vendt Danmark ryggen”, “ikke er danske familier” eller argumenterer for, at teenagere ikke er helt så meget børn. Det er værd at notere sig, at børnekonventionen betragter alle under 18 år som børn.

Det er ikke længe siden “børnenes statsminister” sagde til Godhavnsdrengene, at “det er aldrig børnenes skyld” og endda luftede muligheden for at lange flere undskyldninger ud. Ved den lejlighed undskyldte hun, på “fortidens, nutidens og vores fælles fremtids vegne”.

Det undrede mig, hvordan hun kunne undskylde på fremtidens vegne, men måske gemmer “børnenes statsminister” simpelthen en undskyldning til de ca. 30 børn, som et flertal i Folketinget vil efterlade i “helvede på jord”, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen.

Det er en politisk beslutning med opbakning fra et flertal i befolkningen.

Men det er også en beslutning, der viser, at konventionerne er under ekstremt pres i Danmark, og at vi er parate til at hugge en hæl og klippe en tå for at få konventionerne til at passe.