Syv måneder gik der, før Mette Frederiksen-regeringen for første gang gennemlevede en kritisk uge i dansk politik. Både støttepartier og oppositionen har fundet en revne i det panser, der ellers indtil nu har beskyttet regeringen.

En S-medarbejder kom ved en fejl til at sende en strategisk mail til en journalist, og det afslørede, at mens S forhandler med Venstre om en udligningsreform, lægger de samtidig angrebplaner mod selv samme parti. Kønt er det ikke. Men det er heller ikke klogt.

Regeringen har brug for at dele ansvaret for en udligningsreform med Venstre. Og det er afgørende for en regering, at finansministeren opleves som en troværdig forhandler. Det er altafgørende for en etpartiregering. I denne uge demonstrerede regeringen, at når man har givet dem hånden, bør man tælle sine fingre bagefter.

I starten overspillede Venstre forargelsen, men mod ugens slutning fandt de melodien – for første gang siden lederskiftet. Nu hyler de ikke bare, men omsætter forargelsen til krav om politiske indrømmelser, ligesom de har overtaget kalenderstyringen. Det er ikke længere regeringen, som afgør, hvornår man kan forhandle videre. Det er Venstre.

Ved indgangen til forhandlingerne havde Venstre brug for at lande en aftale, men nu er balancen forrykket. Regeringen har ikke råd til, at forhandlingerne kuldsejler. Og hvis de gør, får de selv skylden. Det svækker regeringens forhandlingsmuligheder markant.

Som om det ikke var nok, truede Enhedslisten med at vælte klimaministeren, hvis han ikke snart får skub i forhandlingerne om, hvordan man konkret skal nå sine klimamål. Den toppede De Radikale med at true med at trække støtten til hele regeringen, hvis man ikke har landet en aftale før Grundlovsdag.

Det ser dramatisk ud, men det er nu ikke så slemt at blive truet på livet på et punkt, hvor man alligevel har tænkt sig at leve op til kravene. Men kønt er det ikke.

Det er netop regeringens styrke, der i denne uge bliver gjort til en svaghed. Den stramme topstyring og det massive fokus på kontrolleret kommunikation og timing af udspil blev netop den snubletråd, der fangede Mette Frederiksens regering i denne uge.

Opskriften til, hvordan man udfordrer regeringen er hermed fundet.

Ugens fifleri:

Astrid Krag har måttet ændre i et notat, efter det kom frem, at regeringen havde fremlagt forkerte tal om hovedstadsudligningen. Lige, hvad der er brug for i en uge, hvor regeringens troværdighed – om både udligningsreformen og i det hele taget – er udfordret.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag havde udelukket bl.a. København fra en pulje på 400 millioner kroner, mens hendes egen valgkreds i Køge pudsigt nok lige kunne score en gevinst på 71,8 millioner kroner. Fra ministeriet lyder det, at det hele beror på en misforståelse, og at man nogle gange har fremlagt præcise tal, andre gange har talt om det 'overordnede'.

Endnu et eksempel på at regeringens 'styring' af kommunikationen har sine svagheder. Og i hvert fald kan Krag godt vænne sig til, at hun nu har en skydeskive på ryggen.

Ugens nedtur:

Den nyvalgte leder af Alternativet, Josefine Fock, blev af en lang række anonyme kilder hængt ud for en helt upassende omgangsform med medarbejdere og frivillige.

Hun afviste alle påstande og kritiserede, at man ikke stod åbent frem. Således klarede hun sig gennem hovedbestyrelse og en række interview, men hovsa, så fik kritikken et navn og ansigt, nemlig partiets tidligere pressechef. Og torsdag fik Fock endda fumlet sig til at sige, at hun nok ikke selv ville stemme på Alternativet, hvis der var valg i dag.

Det forekommer tvivlsomt, om formanden kan overleve den modstand, der findes mod hende i eget parti. Og et hus i splid med sig selv kan ikke stå i længden.

Ugens oversete:

I weekenden ankommer der for første gang siden 2017 kvoteflygtninge til Danmark. Før 2017 ankom der ca 500 om året, men det satte Inger Støjberg og VLAK-regeringen en stopper for.

Det fremgik tydeligt af 'forståelsespapiret', da regeringen blev dannet, at man igen vil åbne for kvoteflygtninge, ligesom det blev sagt før valgkampen, hvor også Venstres daværende formand åbnede for at genåbne porten for kvoteflygtninge. Men mon ikke vi alligevel tager en runde på sociale medier om, hvorvidt der er tale om løftebrud.