Danske journalister, kommunikationsfolk, lobbyister og andre politiske operatører har i den forgangne uge været på studietur i New Hampshire i USA.

De seneste 40-50 år er nye valgkampsteknikker blomstret op i USA og strømmet ud i resten af verden - med lidt forsinkelse. Og det ser uhyggeligt ud.

Vi skal være klar til at møde en bølge af 'weaponising information' (information som våben) og 'censurship through noise' (censur gennem larm).

Opskriften er snedigt enkel. Et narrativ - eller en fortælling - slår fakta. Møder man fakta, man ikke bryder sig om, overdøver man det med en fortælling råbt gennem den megafon, som sociale medier udgør.

Men det hele er begyndt med, at man har mistænkeliggjort medierne. Og i den giftige cocktail opbygger man en menighed af følgere, som er både godtroende og kyniske, som tror på, at alt kan lade sig gøre, og at intet er sandt.

En CBS News/YouGov-undersøgelse har vist, at kun 11 pct. af præsident Trumps tilhængere stoler på almindelige medier, mens 91 pct. regner med, at præsidenten giver retvisende informationer.

Ved seneste præsidentvalg pumpede Trump-kampagnen op mod seks mio. Facebook-annoncer ud til mikromålgrupper, mens Clinton kun nåede op på knap 70.000 annoncer. Denne gang satser Trump-kampagnen, ifølge kampenechef Brad Parscale, på beskeder til mobilen og på at undergrave lokale medier - som både i Danmark og USA har høj troværdighed.

Det skal nok ændre sig nu.

Der er eksempler på, at man (på afstand af den officielle kampagne) har fabrikeret en historie til et falsk lokalmedie, spredt den til få Twitter-brugere, hvorefter bots (robot-konti) spreder den i tusindtal - endda på en måde, så det skal ligne russisk indblanding. Hvis man er grundig, kan enhver se, at den oprindelig historie er snyd, men det når de færreste i forbifarten.

Censur gennem larm er altså effektivt, men ingen har endnu fundet et effektivt modtræk. Det er det store problem for Demokraterne, men det kan også gå hen og blive et dansk problem. Og vi skal tænke os om, for frygten for propaganda er lige så effektiv som selve propagandaen. Forvirringen efterlader folk forsvarsløse i en informationskrig.

Ugens farvel:

Leif Mikkelsen trækker sig i protest fra posten som landsformand for Liberal Alliance, efter partiet har ekskluderet et mangeårigt medlem for at have kritiseret ledelsen. Det mente Mikkelsen var dobbeltmoralsk, når man nu ikke havde ekskluderet folketingsmedlemmet Henrik Dahl for at have kritiseret den daværende ledelse efter valget. Leif Mikkelsen har både i sin tid i Venstre og i LA kæmpet for det gamle liberale princip om, at der skal være plads til uenighed med højt til loftet og langt til døren, så det er på mange måde et passende punktum, den gamle kriger selv valgte. Spørgsmålet er, om LA kan få ro på partiets svingdør, før lokalet er tømt.

Ugens dramaqueen:

Prisen går til Hjørring-borgmester Arne Boelt (S), som glemte, at man i politik skal true med at blive - fremfor at gå. Han truer med at gå som borgmester, hvis regeringens udligningsreform bliver til noget - selvom hans kommune står til at modtage penge med reformen. Men han mener, regeringen skaber højere forventninger, end der kan indfries. Han har sikkert ret. Men hvis man truer med at gå, bliver man også nødt til at gøre det på et tidspunkt - og helst med en forståelig grund. Det er nok de færreste, der er helt med på, hvorfor 15 mio. kr. mere i kommunekassen er årsag til afgang. Mon ikke han bliver.

Ugens arrogante:

Prisen går til socialdemokratiets finansordfører, Christian Rahbjerg Madsen, der fejer borgmester Boelts trussel om afgang på grund af udligningsreformen af med en kommentar om, at Arne Boelt er kendt for at sige tingene »bombastisk«. Man skal normalt vente otte år, før en regering tillægger sig den slags arrogante afvisninger af baglandet, men i det tilfælde skulle man altså kun vente otte måneder. Der burde ellers være overskud hos S på Borgen, for de socialdemokratiske borgmestre har udvist forbavsende stilhed indtil nu i processen.