Pelle Dragsted, som tidligere har siddet i Folketinget for Enhedslisten, været chefstrateg for partiet, og som stadig deltager i alle væsentlige debatter, vil i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, hvor man ellers har haft Konservative borgmestre siden 1909.

De fleste er enige om, at Pelle Dragsted vil få betydning, men ikke om hvilken.

Det var med det yderste af neglene, de borgerlige ved sidste kommunalvalg sikrede sig magten på Frederiksberg. Der var 0,2 procent af stemmerne mellem blå og rød blok. 159 stemmer afgjorde valget.

Derfor er det en logisk slutning, at tilførslen af en markant og mange steder populær rød profil vil tippe balancen. Ikke mindst i lyset af den nuværende K-borgmesters eskapader på boligmarkedet.

Samtidig har befolkningssammensætningen på Frederiksberg ændret sig, med flere børnefamilier og et uddannelsesniveau, der blæser taget af de fleste læreanstalter. Det er ikke sikkert, at tilflytterne vil gøre som mange etablerede borgere, nemlig stemme rødt ved folketingsvalg og grønt ved kommunalvalg.

Men visse steder øjner man en taktisk mulighed for at male det røde alternativ til den siddende magt lige en cru for mørkerød. Og i den forbindelse vil man fokusere skarpt på Pelle Dragsted, som allerede har spillet ud med friske ideer om gratis tandpleje for alle under 30 år, gratis psykologhjælp, gratis årlig hovedrengøring for ældre og en jobgaranti for folk, der har været ledige i mere end et år.

Det mest kontroversielle forslag er dog, at Dragsted gerne vil have kommunen til at drive en slags offentlig bank.

Godt nok er risikoen næppe så stor, hvis kunderne kun er kommunens borgere, for Frederiksberg kan bryste sig af at være den kommune i Danmark med højest friværdi. Den gennemsnitlige friværdi per parcelhus på Frederiksberg er på svimlende 6,7 millioner kroner.

For de borgerlige modstandere er der nok at gribe fat i, når de kommer efter Pelle Dagsted. De vil more sig over, at socialisten vælger at bruge andre folks penge lige præcis der, hvor folk har flest at give af. Det kan de naturligvis ikke sige offentligt, men folk med betydelige midler er næppe de første til at se behovet for en offentlig bank, der vil være i direkte konkurrence med deres vellønnede job eller aktiebeholdninger.

Fra Christiansborg kan de blå lave beregninger på, hvad det ville koste af udrulle Dragsteds foreslåede serviceniveau til hele landet. Enhedslisten går vel stadig ind for, at rige som fattige skal have adgang til den samme service over hele landet.

Det bliver en god nyhed for Thisted, Langeland og mange andre kommuner. Da pengene til de kommuner ikke kan komme fra den frederiksbergske friværdi, vil det straks afføde spørgsmålet om, hvem der skal betale mere i skat. Lige efter en stor coronakrise, som nok må formodes at ramme hårdere i Hvide Sande end i Den Hvide By på Frederiksberg, er det et svært budskab at sælge.

De borgerlige partier vil også udfordre Pelle Dragsted på, om han kun vil varme et sæde i kommunen, indtil han igen kan blive valgt i Folketinget. Dragsted er p.t. ude af Folketinget på grund af Enhedslistens rotationsprincip, og partiet har derudover også forbud mod dobbeltmandater, så det er relativt enkelt at tegne et billede af en politiker, der blot vil bruge opstillingen til at trække stemmer til sit parti – som er det tredjestørste på Frederiksberg – blot for at lave 'en Karsten Hønge' og overlade sin plads til en ung partifælle for selv at kunne fokusere på det egentlige arbejde på Borgen.

Der er altså mange måder at angribe Pelle Dragsted, hans politik og engagement på Frederiksberg – og endda mulighed for at løfte det til en national diskussion med en bismag af hykleri.

Men de borgerlige partier bør nok gøre mere end at lægge en smadreplan. Også borgerlige vælgere efterspørger nye løsninger, bedre velfærd og flere klimatiltag. Ikke mindst på Frederiksberg, hvor man har så rigeligt råd.

De bør også notere sig den underlæggende tænkning fra Enhedslisten. Pelle Dragsted har nemlig ret i, at kommuner er ualmindeligt velegnede til at skabe nybrud i velfærdssamfundets opgaveløsninger. Historisk set har kommunerne kunnet tænke endog meget nyt.

Se blot på Brixtoftes Farum eller Erhardt Jacobsens Gladsaxe.

Man må håbe for efterårets kommunalvalg, at der bliver budt på mange nye løsninger rundt i landet. I over et år har vi ævlet om, hvad man kan lære af coronakrisen, så nogen må have tænkt tanker, der ikke bare lugter af valgflæsk, men af reel fornyelse og forbedring af vores samfund.

Og tager man i betragtning, at det er netop Pelle Dragsted, der repræsenterer denne tilgang fra Enhedslisten, så kan det få betydning i flere storbyer i hele landet. Han er ikke bare hvem som helst på rotation i Enhedslistens særlige regler.

Han er først og fremmest en strategisk begavet værdikriger. De borgerlige gør klogt i at tænke grundigt over, hvordan man neutraliserer Pelle-effekten.

Ugens mørkelygte

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil se på offentlighedsloven. V-formanden mener især at ministerbetjeningen – i lyset af coronakrisen – har vist sig at være for mørklagt. »Jeg vil jo eksempelvis gerne vide, om en beslutning er truffet af statsministeren, eller om det er anbefalet af sundhedsmyndighederne,« siger han til Berlingske.

Man kan selvfølgelig sagtens fremhæve, at når de store partier er i opposition, går de ind for offentlighed, og når de er i regering, går de ind for et fortroligt arbejdsrum. Men mon ikke de fleste kan se, at der faktisk er lidt at komme efter – ikke mindst i lyset af minkskandalen.

Ugens kristne:

DF har barslet med et nyt kulturudspil, hvor partiet vil have konfirmationsforberedelsen på skemaet i folkeskolen, og religion på gymnasiet skal ændre navn til kristendomskundskab og være et obligatorisk A-niveaufag. Og meget mere om bibelhistorier og kirkekor.

Der er ingen tvivl om, at Danmark er et land bygget på kristne værdier, men bare fordi store dele af befolkningen er imod islam, er det ikke ensbetydende med, at de har lyst til at gå mere i kirke.

For de fleste er er religion en privatsag.

Ugens reklame:

Debatten om VM i Qatar bulderkoger ikke endnu, men der er bobler i gryden. En af hovedsponsorerne bag fodboldlandsholdet, Arbejdernes Landsbank, opsagde sin aftale med DBU i denne uge. Men det har intet med Qatar-problemer at gøre. Det handler om reklamer (!). Banken tilbyder forbrugslån, og ifølge lovgivningen på områder må de ikke stå på trøjerne sammen med Oddset.

Nu troede man lige, at der var en sponsor, som havde bagdel til sine bukser og rent faktisk ikke mente, at man skulle spille bold ovenpå brudte menneskerettigheder, men næ nej, det handler om reklamer. Lad os derfor slutte med lidt Shibidua: 'Følg med strømmen, min ven, uden at vide hvorhen, reklamen viser vej'.