Et historisk stærkt Socialdemokratiet og en vedholdende coronakrise får de fleste til at se på blå blok med hovedrysten eller opgivenhed.
Men i denne påsketid er der også lommer af optimisme, hvor man tror på en slags uventet genopstandelse.
Ikke af en sammentømret blå blok, men af et nærmest mirakuløst opstået blåt flertal efter næste valg.
Der er intet i meningsmålingerne eller den nuværende politiske situation, som peger på, at der er blåt flertal efter næste valg, men alligevel er der en del også tunge og erfarne kræfter, der tror på, at det kan opstå.
Det er i forvejen tankevækkende, at vi efter næste valg kan stå med tre borgerlige partier, der er stort set lige store, nemlig Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige.
Hvad vil det give for en dynamik i blokken, og hvem vil være den naturlige frontfigur, hvis det bliver situationen?
Tidligere har man også været bekymret for stemmespild, men Nye Borgerlige er langt fra den diskussion i dag, Liberal Alliance holder pæn afstand til spærregrænsen, og måske kan selv Kristendemokraterne sikre sig adgang til Folketinget, nu, hvor Venstre står svagt, og partiet måske kan få tilført Jens Rohde, som der er spekulationer om.
Hverken Klaus Riskjærs parti eller Stram Kurs ser ud til at agere kæppe i hjulet ved et kommende valg.
Den store dark horse i det hele er tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og det kommende parti fra hans hånd. Alle regner med, det kommer.
De fleste regner også med, at Løkkes parti vil være levedygtigt og komme i Folketinget. Forventningen er også, at det vil ændre på styrkeforholdet i blå blok. Men hvordan? Det kan vi kun gætte på nu.
Det er stemmerne over midten, der bliver afgørende.
I princippet kan både Dansk Folkeparti og Venstre trække stemmer over midten. Og måske Søren Pape og De Konservative. Men det er især Løkke, forhåbningerne hæfter sig ved på det område. Selvom alle i rød blok ryster på hovedet og siger: Folk kan godt huske, hvem han er.
DF er ikke i en position til at trække noget som helst lige nu, men måske får de alligevel fat i lidt af det land, de har tabt til Socialdemokratiet inden næste valg.
Historisk set har Venstre også kunnet gøre det, men lige nu ligner det et glemt håndværk, som måske kan komme på mode igen, lidt som stråtækning. Der er ikke rigtigt nogen, der tror på det, men håbet og foråret er lysegrønt.
Men Løkke må kunne trække noget – ikke mindst fra De Radikale, som stadig ligner en fortumlet bokser, der har været i kanvassen et par gange på kort tid.
Tænk sig, at håbet om blåt flertal efter næste valg hænger på Lars Løkke Rasmussen.
Det er et lysegrønt håb. Og selv hvis det giver sig til at vokse og gro, er det svært at se den brogede blå blok finde ind i nogen form for funktionsdueligt samarbejde. Men man kan aldrig vide.
God påske!
Ugens forsinkelse:
Et flertal i Folketinget er blevet enig om en taskforce, der skal se på situationen for de danske børn i Syrien. Man kunne også bare have kaldt det en arbejdsgruppe.
De skal se på mulighederne for at få børnene hjem uden forældrene – og samtidig forberede evakueringen af børnene.
Det er utroligt, som man insisterer på at trække pinen ud i en sag, der i forvejen har stået og blinket i nogle år, og hvor det forekommer stadig mere tydeligt, at den ender med, at nogle børn kommer hjem sammen med deres mødre, mens alle dem, man kan fratage statsborgerskabet, må blive i Syrien.
Ugens forladte:
Politiken kunne i denne uge fortælle om Aman, en afghansk mand, der lige nu 'lever' i en container i Bosnien sammen med otte andre mænd.
Han har i årevis forsøgt at komme til Danmark, efter han og hans familie blev truet af Taliban, fordi manden har arbejdet som betroet sikkerhedsgodkendt tolk for de danske tropper i Afghanistan.
Folketinget har endda vedtaget en tolkepakke i 2013 for at sikre, at de omkring 200 tolke, der hjalp de danske tropper i Afghanistan, ikke skulle efterlades i strikken. Men højst ni af dem har fået asyl i Danmark.
I militærfilm ser man ofte en leder sige: 'No man left behind' (vi efterlader ingen), men det virker, som om Danmark fører den stik modsatte politik.
Ugens oversete:
Oh, hvor vi elsker Rigsfællesskabet og den storpolitiske interesse, der samler sig om ikke mindst Grønland. Men det er ikke meget, vi hører til det valg, der løber af stablen i Grønland i næste uge.
Nuvel, det fylder lidt i medierne, men intet i forhold til valgets betydning for Grønland, for Rigsfællesskabet og for Danmark. USA, Kina og Rusland kan godt se, hvor strategisk vigtig Grønland er. Det kan vi også. Hvorfor følger vi så ikke med i, hvad der sker?
