Seks kendte danskere har fredag i Københavns Byret fået afvist deres krav om godtgørelser for Se og Hørs krænkelser af dem ved bladets brug af bladets såkaldt tys-tys-kilde.

Retten finder, at samtlige seks kendisser, som havde sagsøgt Aller, tidligere chefredaktører og tys-tys-kilden, har været udsat for grove krænkelser af deres privatliv.

Men krænkelserne giver dem ikke ret til en økonomisk godtgørelse, lyder det i dommen.

I stedet skal de seks – musikproducer Remee, komiker Casper Christensen, skuespiller Iben Hjejle, tidligere tv-vært Line Baun Danielsen, fotograf Martin Jørgensen og model Oliver Bjerrehus – betale sagens omkostninger.

Line Baun Danielsen ankommer til København Byret tirsdag den 9. marts 2021. Line Baun Danielsen holder fast i krav om godtgørelse i forbindelse med den såkaldte tystyskilde og har derfor sagsøgt, Aller, Qvortrup, Kim Henningsen og tystyskilden.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Line Baun Danielsen ankommer til København Byret tirsdag den 9. marts 2021. Line Baun Danielsen holder fast i krav om godtgørelse i forbindelse med den såkaldte tystyskilde og har derfor sagsøgt, Aller, Qvortrup, Kim Henningsen og tystyskilden.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

For Line Baun Danielsen betyder det, at hun skal betale Aller Media, Kim Henriksen, Henrik Qvortrup og Peter Bo Henriksen i alt 143.500 kroner i sagsomkostninger.

»Uanset at sagsøgerne har været udsat for grove retsstridige krænkelser, finder retten efter en samlet vurdering, at krænkelserne efter deres karakter og omfang ikke er egnet til at påvirke deres selv- og æresfølelse,« fremgår det af dommen.

Årsagen til den manglende godtgørelse for krænkelserne er blandt andet, at det ifølge retten ikke kan lægges til grund, at der var tale om en systematisk eller kontinuerlig overvågning.

Derudover mener retten, at der kun har været offentliggjort få artikler på baggrund af de ulovligt indhentede oplysninger.

Henrik Qvortrup i forbindelse med retssagen i 2016.
Henrik Qvortrup i forbindelse med retssagen i 2016. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Skandalen kom til offentlighedens kendskab sidst i april 2014 ved udgivelsen af Se & Hør-journalist Ken B. Rasmussens roman 'Livet, det forbandede'.

Selv forklarede journalisten dengang, at bogen byggede på fiktion, men snart viste det sig, at mediet – nøjagtig som beskrevet i bogen – havde haft et samarbejde med en såkaldt tys-tys-kilde.

En it-mand ansat ved Nets, der havde overvåget de kendtes kortbetalinger og fra 2008 til 2012 sendt informationerne videre til Se & Hør, som så bragte sensationelle historier om både prins Joachim og prinsesse Maries bryllupsrejse og meget andet.

Efter bogudgivelsen indledte politiet en efterforskning. Løbende blev flere og flere sigtet. I 2016 blev der rejst tiltale mod i alt otte personer samt Aller Media A/S.

Ken B. Rasmussens roman 'Livet, det forbandede' fik sagen til at rulle.
Ken B. Rasmussens roman 'Livet, det forbandede' fik sagen til at rulle. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Én blev frikendt, mens de andre blev dømt skyldige. Tys-tys-kilden Peter Bo Henriksen blev idømt den hårdeste straf: Et år og seks måneders ubetinget.

De tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen blev idømt henholdsvis et års betinget og tre måneders ubetinget fængsel samt et års betinget.

Alle tre havde nægtet sig skyldige.

Kun Peter Bo Henriksen ankede sin dom, som siden blev stadfæstet ved landsretten.