Efter partilederrunden torsdag, på årsdagen for nedlukningen af Danmark, var der gode nyheder til ellers hårdt pressede borgerlige vælgere: Der er en opposition. Og så længe man ikke debatterer udlændingepolitik, ser den også ud til at kunne blive enige om en hel del.
Regeringen og støttepartierne fremstår som damerne med håndspritten, der holder fast i den ekstreme forsigtighed i coronakrisen – og det bliver de belønnet for af mange vælgere. Men dem, der har følt sig kvalt i omsorg, har indtil nu med hovedrysten blot kunnet konstatere, at oppositionen nok gjorde modstand, men virkede mere opsatte på at kannibalisere på hinandens vælgere.
Men allerede i optakten til torsdagens partilederrunde fornemmede man en slags samling. Pernille Vermund startede for lang tid siden med at argumentere for, at udgangspunktet for coronahåndteringen må være, at alt er åbent – hvorfor man så kan tale om nedlukninger og restriktioner.
Kristian Thulesen Dahl har længe ydet regeringen modstand på processen og demokratisk underskud, Søren Pape Poulsen ruller konstant snusfornuftige overvejelser ud, mens LA tager sig af det faktuelt ulogiske i genåbningsplanen. Og Jakob Ellemann-Jensen spillede ud med sin egen genåbningsplan, der endda fik rokket lidt ved statsministeren torsdag aften.
Men den helt store forskel er, at hvor regeringen og støttepartier længe har sat sig værdimæssigt på at være leverandører af tryghed, så har oppositionen endelig fundet et værdimæssigt svar, som de alle sammen kan se sig selv i, og som også har noget bundklang i befolkningen, nemlig tillid.
Politisk er der sat hegnspæle omkring debatten, som nu bliver lidt mere overskuelig værdipolitisk. I et hjørne holder man på tryghed, som styrende princip – i det modsatte står frihed. I et andet hjørne er forsigtighed det styrende princip – i det modsatte står tillid. Alle partier vil naturligvis gerne levere det hele, men vælgerne er kloge nok til at vide, at det handler om balancepunktet. Det befriende er, at der nu findes et samlet alternativ til ekstrem forsigtighed.
Nuvel, enlig svale gør ingen sommer, men efter måneder – ja år – med ævl og kævl, var det opløftende for blå blok at se et lys for enden af tunnelen. Alle partier er lige nu enige om, at der skal være en plan, at man skal være kreative, og at man er nødt til at give folk håb. Det er alt sammen noget overflødigt snak, hvis ikke det omsættes til handling.
Regeringen og støttepartierne har stadig magten og flertallet til at holde fast i planen om ekstrem forsigtighed, men mod en samlet opposition bliver det sværere. Og alle bliver bedre af kvalificeret modstand. Velkommen tilbage til oppositionen!
Ugens udnævnelse:
Tidligere udenrigs- og finansminister Kristian Jensen fandt en vej ud af oppositionen, da han i denne uge af regeringen blev udnævnt som særlig diplomatisk udsending. Han skal skaffe Danmark en plads i FNs Sikkerhedsråd. Godt for ham, og tillykke. Og godt for Danmark, hvis man holder op med at lade tung ministererfaring gå til spilde.
Det fik 643 ansatte i Udenrigsministeriet til at skrive under på en klage til udenrigsminister Jeppe Kofod – deriblandt mange tunge profiler. Man forstår dem godt, for hvad er guleroden foran et diplomati, der aldrig har været mere brug for, og som er underprioriteret politisk. Men helt ærligt, diplomatiet står og falder altså ikke med én midlertidig post. Frygten blandt diplomaterne er naturligvis, at ekspolitikere i fremtiden vil løbe med alle de bedste poster. Det skal vi holde øje med.
Ugens nuancerede:
Den økonomiske overvismand Carl Johan Dalgaard lod sig i denne uge interviewe af Søren Lippert om blandt andet den store gældsfinansiering af hjælpepakker i øjeblikket. Han argumenterede overbevisende for, at det er den rigtige vej at betræde, blandt andet fordi alternativet ville koste mere, fordi samfundskagen vil vokse og dermed gøre gælden relativt mindre, og fordi der lige nu er negative renter og ingen udsigt til voldsomme stigninger foreløbigt. Men han erkendte også, at vi lige nu har gang i et stort »eksperiment«. Økonomerne virker temmelig sikre i deres sag. Det skal vi selvfølgelig lade os betrygge af, men det er befriende at få et udsagn, der også levner plads til den lille vagthund i baghovedet, som ligger og piber lidt bekymret.
Ugens sexisme:
En ung kvinde har fortalt DR, hvordan hun fik et opkald fra De Radikales partileder, Sofie Carsten Nielsen, som hun oplevede som en klar besked om at klappe i, efter hun havde taget en sexistisk oplevelse op i partiet. Kvinden havde forgæves ledt efter sin egen historie i den undersøgelse om sexisme, som partiet netop har offentliggjort. Det kan ligne endnu en fortælling i en endeløs række om MeToo, men det er mere end det. Det er også en stærkt medvirkende forklaring på, hvorfor profiler som både Jens Rohde og Ida Auken har forladt partiet. De vidste nemlig, at der var mere at komme efter, men også at der ville blive dækket over sagerne.
