Eksperter har i den forgange uge advaret om, at befolkningens opbakning til coronarestriktioner risikere at falde, når politikerne ikke er enige.

Det er utvivlsomt rigtigt. Men skal man – i denne som i så mange andre af tidens debatter – have så snævert fokus?

Jakob Ellemann-Jensen fremhævede i 'Lippert' på TV 2 News i denne uge, at politik lever af uenighed.

Man kunne også tilføje, at demokratiet hviler på en forudsætning om et oplyst folk – og oplysthed kommer af kritisk stillingstagen.

Det er børnelærdom, som bliver forstærket hele vejen gennem uddannelsessystemet. Det er, hvad vi som forældre lærer vores børn om alt fra sociale medier til venskaber og autoriteter: Tag kritisk stilling til den verden, du lever i. Og stil alle de spørgsmål, du kan komme i tanke om.

Men sådan er det ikke i corona-Danmark, hvor man nogle dage får opfattelsen af, at størst mulig blind tillid til regering og myndigheder er lig med samfundssind, og at det er decideret demokratisk skruebrækkeri at stille irriterende spørgsmål om logik, konsekvens og jura.

Det kommer efter en uge på Christiansborg, hvor regeringen igen gennemførte forhandlinger, der ikke indeholdt særlig meget af nøgleingrediensen 'forhandling'.

Blå blok blev smidt på porten, fordi de ville noget andet end regeringen. Og det er da fuldstændig legitimt at bruge sit eget politiske flertal til at gennemføre sin politik, men hvis ensretningen er så afgørende, som både regering og eksperter giver udtryk for, så skal regeringen også selv tilstræbe brede aftaler – også med dem, man ikke er enige med.

Det er faktisk også Folketingets opgave at føre kontrol med regeringens arbejde, hvilket i disse særlige tider bliver besværliggjort af, at regeringen sidder – stramt – på hele epidemiapparatet.

Der bliver kun beregnet på de ting, som regeringen beder om. Hvis det kun er de partier, der styrer efter et 'ekstremt forsigtighedsprincip', der må stille spørgsmålene, så bliver svarene tilsvarende for snævre.

Kunne det måske bidrage positivt til de politiske prioriteringer, hvis man fik opgørelser over, hvad coronakrisen og den deraf følgende nedlukning koster på andre sundhedsområder?

Hvad krisen forventes at koste i genopretning af alt fra økonomi til mentalt helbred? Hvad den koster i tillid til hinanden og systemet? Hvad den koster i innovation og foretagsomhed? Det er en kompleks krise, og selv regeringen er nu nået frem til, at den ikke kun kan måles i »et dødsfald er et for meget«.

Der er ikke længere nogen, der spørger til finansiering af noget som helst, og den fremherskende forestilling er, at det er gratis at låne milliarder og atter milliarder af kroner. Hvis man undrer sig over det, får man blot besked på, at det er en gammeldags måde at tænke på, men nogle af os er altså gamle nok til at huske fattig-80ernes udfordringer med at betale udenlandsgæld, så der bobler lidt usolidariske spørgsmålstegn ud af hovedet på os.

Hvis enighed og fælles fodslag er afgørende for befolkningens opbakning til coronarestriktionerne, er det ikke nok, at regeringen skælder oppositionen ud for ikke at være enige med dem. Så må regeringen lægge sig i selen for at frembringe både beregninger, data, besvarelser og demokratisk rum for at mødes i enighed.

Og det er muligt, at epidemieksperter elsker enighed, men Danmark er et land, der er bygget af trodsige antiautoritære typer, der selv kan tænke – og som takket være et godt dansk uddannelsessystem også kan fordøje videnskabelige data i processen.

Det er idioti at forstille sig, at vi ikke stiller spørgsmål og undrer os. Og hvis man forsøger med en afart social kontrol at stoppe vores selvstændige tanker, så mister man noget, der – i hvert fald for nogen af os - er mere værd end livet.

Ugens annoncerede farvel:

Både Bertel Haarder (V) og Marianne Jelved (R) har i denne uge meddelt, at de ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Det er to giganter, der har beriget det danske demokrati med deres begavede indsats igennem årtier.

Om man er uenig med dem eller ej, er det uomtvisteligt, at de har bidraget til at løfte niveauet for den politiske samtale ud fra et klart ideologisk, kulturelt og politisk afsæt. Man kan slet ikke forestille sig nogen af dem som løsgængere. De har bevist, at ledelser, positioneringer og strategier er forbigående for en ægte politiker, men at de folkelige bevægelser består. Værd at tænke lidt over.

Ugens advokatundersøgelser:

Socialdemokratiet har afsluttet partiets undersøgelse om sexisme i partiet, og på Københavns Rådhus er der også landet en undersøgelse om tidligere overborgmester Frank Jensen. I S har man fundet 53 eksempler inden for det seneste år på krænkelser, og på Københavns Rådhus er der flere eksempler på, at den tidligere overborgmester har slikket på kvinder.

Advokatundersøgelser er – måske – et udmærket redskab til at lave en baseline, men de er elendige til at rette op på kultur. Der er der kun én ting, der virker: Ledelse. Mette Frederiksen anerkender, at man som ledelse altid har et ansvar, men understreger samtidig, at hun ikke har været involveret i de konkrete sager.

Hun har imidlertid stået i spidsen for partiet siden 2015 – og har derfor et ledelsesmæssigt ansvar for, hvad der er sket siden da. Lad os håbe, at hun fremadrettet opfatter sit ansvar som 'konkret'.

Ugens måling:

I den seneste Gallup-måling får De Konservative den bedste måling siden 2008. Der er ingen tvivl om, at K er på en opadgående kurve sammen med Nye Borgerlige. Og ikke siden 1990erne har afstanden mellem K og V været mindre.

Problemet for blå blok er, at ingen lige nu trækker stemmer over midten fra en stadigt stærkere rød blok. Det er en strategisk gåde, som blokken samlet set må finde en løsning på. Men foreløbigt udkæmper de stadig slaget mod højre om, hvem der har den strammeste udlændingepolitik. Det forekommer efterhånden åbenlyst, at fremtiden for blå blok ikke findes i det slag.