Igennem 25 år har Dansk Folkeparti været den akse, dansk politik har roteret omkring.
I spidsen står en formand, der har været med på hele rejsen.
Fra da Dansk Folkeparti opstod fra asken af et nedbrændt Fremskridtspartiet i 1995 til den svimlende valgsejr i 2015, hvor hver femte afgivne stemme landede på liste O, til det episke nederlag ved valget i 2019 – det største nederlag i 100 år – til i dag, hvor partiet stadig ikke har fået bremset nedturen.
Først nu har skyggerne rejst sig bag formand Kristian Thulesen Dahl.
Kristian Thulesen Dahl er både den største vinder og den største taber i Dansk Folkepartis 25-årige historie.
Men Dansk Folkeparti er også et parti, der er skabt til at beskytte formanden og uden tradition for paladsrevolutioner og fløjkampe.
Spørger man Kristian Thulesen Dahls kritikere, om det overhovedet er muligt at vælte en DF-formand, svarer de højt og rungende 'ja', men spørger man hvordan, svarer de også ærligt, at det ved de ikke endnu, men de er i gang med at gøre forsøget.
For første gang nogensinde er der ved at opstå fløje i Dansk Folkeparti. Hidtil har man kun kunnet finde småalliancer og hyggegrupperinger, men ingen seriøse kaffeklubber, fløje eller oprørsgrupper. Nu kan man dele DF'erne i to fløje: Dem, der vil af med Kristian Thulesen Dahl, og dem, der vil beholde ham på formandsposten.
Ironisk nok er de allesammen enige om, at han er en ufatteligt dygtig politiker og fremragende formand. Der er bare efterhånden mange, der ikke længere tror på, at Thulesen Dahl kan rejse partiet igen.
Han har haft lidt over halvandet år siden 2019-valget til at få bremset nedturen og skabt tro på fremtiden. I DFs ledelse mener man, at det er lige ved at lykkes, og at det er ganske naturligt, at man ovenpå chokvalget skulle igennem både benægtelse, vrede, forhandling og accept. Men de ved også godt, at man ikke kan komme ud over stepperne med det fremadrettede politiske arbejde, før der er ro på.
Men ro er på mange måder en rød klud foran de DFere, der ikke længere tror på, at Kristian Thulesen Dahl kan rejse partiet. De kan godt se, at deres formand er i gang med nogle forandringer, men de kommer for sent, og mange tror heller ikke på, at det er de rigtige forandringer. Der skal ske noget nyt.
Og i skyggerne har man længe lagt planer. Både for fornyelse af politik, talentpleje, organisation, kommunikation og position. Men det måske mest afgørende er, at man er i gang med at mobilisere flere til at forlange forandring – først og fremmest på formandsposten. Og man er i gang med at binde den modstand, der før var små prikker, sammen til en større og større skygge.
Det er åbenlyst, at mange af partiets unge kræfter er drivende i udviklingen, men det er nyt, at de koordinerer med både folk i toppen af partiet, i folketingsgruppen og i baglandet i den grad, som de gør. Det er dog kun et mindretal i folketingsgruppen, der støtter oprøret.
I skyggerne er man enige om én ting, nemlig at Dansk Folkeparti skal have en ny formand.
Der er bare stadig ét stort problem for dem: Nok er de enige om, at pilen peger på Morten Messerschmidt, men han er stadig ikke fri af den sag om muligt svindel med EU-midler gennem partiet Meld og fonden Feld, som bagmandspolitiet fortsat undersøger.
På sjette år er sagen stadig ikke afdækket. Ingen er så skødesløse, at de forestiller sig, at man afsætter en formand uden at have den næste klar. Men over for det står udsigten til et valg til kommuner og regioner i november, som forventes at koste mange DFere deres poster, så lige nu er der ligeså stor frustration over bagmandspolitiet, som der er over formanden.
Det er de lange mørke skyggers tid i Dansk Folkeparti. Formandsposten er stadig Thulesen Dahls, men kun fordi den næste formand ikke er fri af sin egen skygge endnu.
Ugens nye politiske leder:
Mai Villadsen er ny politisk ordfører i Enhedslisten og dermed frontfigur på linje med partiformænd for andre partier. Det affødte straks en debat om, hvorvidt der var ligestilling i partiet, som nu har valgt en hel serie unge kvinder i træk til at være partiets fremmeste ansigt udadtil. Det er der sjovt nok ingen, der råber op om i Venstre, som udelukkende har haft mandlige formænd. Man må bare tage hatten af for Enhedslistens evner udi talentudvikling. De udklækker det ene flyvefærdige supertalent efter det andet. Måske skulle folk i stedet forsøge at lære noget af det.
Ugens begravede stridsøkse:
Martin Lidegaard og Sofie Carsten Nielsen var for ikke så længe siden i kampvalg om formandsposten i Det Radikale Venstre. Nu har de talt ud. Martin Lidegaard er blevet næstformand, og alle undgår behændigt ordet formandskab. Det skal blive interessant at følge, om de også er enige om kursen, for det var de ikke, da de for kort tid siden var i kampvalg mod hinanden.
Ugens advarsel:
Der rejses alvorlig kritik af forsvarsminister Trine Bramsen i et debatindlæg i Berlingske underskrevet af fem formænd for forsvarets organisationer (Hovedorganisationen af officerer, Centralforeningen for Stampersonel, Hovedorganisationen for Personel af Reserven, Danske Soldaterforeninger Landsråd og Folk & Sikkerhed). De skriver, at den faglige stolthed og professionalisme blandt landets soldater kan forsvinde helt, hvis ikke ministeren lægger linjen radikalt om. Den sidste forsvarsminister, der modtog sådan en 'anbefaling', var Carl Holst (V) – og han var ikke minister ret lang tid efter. Trine Bramsen bør tage kritikken alvorligt.
