Relationen mellem Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og kommunens kommunaldirektør skal undersøges af politiet.

Det oplyser kommunen på et pressemøde fredag, hvor en advokatundersøgelse er blevet præsenteret.

Undersøgelsen blev egentlig igangsat som en konsekvens af, at Ekstra Bladet har gravet i den tidligere borgmesters køb af en byggegrund. Han købte i 2016 en byggegrund med udsigt til Lillebælt.

Ifølge undersøgelsen var salget ikke i overensstemmelse med reglerne i udbudsbekendtgørelsen. Håndteringen svarede dog til den gældende praksis i kommunen. Undersøgelsen er nu videregivet til politiet.

Advokatfirmaet Horten fandt dog også grund til, at et forhold om habilitet undersøges - nemlig forholdet mellem kommunaldirektøren Annemarie Zacho-Broe, der nu er hjemsendt, og den tidligere borgmester.

I arbejdet med undersøgelsen har Horten hørt om rygter om, at de to havde en relation af "nær karakter". Det har de to afvist.

Horten har ikke kunnet fastlægge relationen. Det vurderes dog at økonomiudvalget i kommunen skulle være orienteret om henvendelserne om karakteren af relation før, end de gjorde.

Der er nu indledt en afskedigelsessag mod kommunaldirektøren, oplyses det på pressemødet.

Annemarie Schou Zacho-Broe står til at blive fyret som kommunaldirektør i Fredericia Kommune. (Foto: Peter Leth-Larsen)
Annemarie Schou Zacho-Broe står til at blive fyret som kommunaldirektør i Fredericia Kommune. (Foto: Peter Leth-Larsen) Foto: Peter Leth-Larsen
Vis mere

- Jeg ved ikke, om der har været en nær relation. Hverken Horten, jeg eller andre i byrådet hævder, at vi ved det, siger borgmester Steen Wrist (S) på pressemødet.

- Men i byrådet kender vi til rygterne, som har svirret længere. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke har reageret tydeligere og tidligere.

Også økonomichefen Tommy Abildgaard er hjemsendt efter Ekstra Bladets afsløringer. Ham indledes der også en sag mod.

Undersøgelsen blev igangsat i december og altså præsenteret fredag.

Her fremgår det blandt andet, at kommunens vækstdirektør i 2016 gav en ulovlig instruks om behandling af byggesager. Det skyldes formentlig hensynet til borgmesterens sag. Der er dog ikke fundet bevis for, at borgmesteren skulle have været involveret.

Kort før sagen kom frem, trak Jacob Bjerregaard sig som borgmester i Fredericia. Han havde fået tilbudt et job i kommunikations- og reklamebureauet Advice.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ønskede efter et møde med partilederne i Folketinget fredag ikke at kommentere sagen.