Rikke Schütt er ved at løbe tør for tålmodighed.

»Retningslinjerne er ikke klare nok. Der er for mange smuthuller, og det giver bare ingen mening,« siger hun.

Siden før jul har hendes frisørsalon i Holstebro været lukket, og hun har derfor tydeligt mærket konsekvenserne af de stramme restriktioner for de såkaldte liberale serviceerhverv. Hun kalder det dog for en 'unødvendig konkurrenceforvridning', at det stadig er tilladt for frisører at tage hjem til kunder og klippe.

Og det sker i udbredt grad, har Rikke Schütt med egne øjne konstateret. Hun har flere gange i den seneste tid mødt nogle af sine sædvanlige kunder på gaden: Nyklippede – tydeligvis ikke via en selvgjort hjemmeklipning. Og flove.

tip os
Kender du noget til sagen? Så tip B.T. her

»Jeg kan mærke, jeg bliver ked af det, når jeg møder nyklippede kunder på gaden, som forsøger at undgå mit blik,« siger hun:

»Jeg forstår fuldt ud, at folk gerne vil have en klipning, men jeg forstår simpelthen ikke, at det er fuldt lovligt, at man kan tage sine klippesager og køre fra hjem til hjem, efter at regeringen har meldt ud, at nu lukker vi frisørerne.«

Rikke Schütt understreger, at hendes ærinde ikke er at hænge kunderne ud, men hullet i lovningen, som hun gerne ser ændret. Ikke mindst for også at have noget lave, når frisørsaloner engang igen bliver omfattet af den igangværende genåbning af landet.

»Nu har man haft et år til at få styr på det, og det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan,« siger Rikke Schütt, der driver frisørsalonen Divas And Gents.

Rikke Schütt har en frisørsalon i Holstebro.
Rikke Schütt har en frisørsalon i Holstebro.

Hun mener samtidig, at der for frisører er bedre mulighed for at holde styr på rengøring og dermed forhindre smittespredning ved at have en salon åben, fremfor at en frisør besøger en masse forskellige hjem i løbet af en dag.

Hun har selv løbende sagt nej til kunder, der har henvendt sig for at blive klippet derhjemme.

»Jeg møder jo også folk, der siger til mig: 'Hvorfor tjener du ikke bare dine egne penge? Det er ikke ulovligt. Pak din taske og kør',« fortæller frisøren og svarer selv på, hvorfor hun stadig er afvisende:

»Det har jo noget at gøre med, at man er solidarisk og lytter til, hvad der bliver sagt. Og der er jo nok en årsag til, at vi skal holde lukket. Men det er dyrt. Folk tror, at det er guld og grønne skove, når man får hjælpepakker, og det er jeg også dybt taknemmelig over, men det dækker bare ikke alt. Vi har haft lukket i fire af tolv måneder nu, og det koster bare.«

Også Connie Mikkelsen, der er formand for de selvstændige danske frisører i forbundet DOFK, har løbende opfordret sine medlemmer til at holde lukket og lade være med at klippe kunder i deres hjem.

»Det harmonerer ikke med, at man skal lukke sin forretning for ikke at danne smittekæder, men at man godt må tage ud og besøge kunder i ti forskellige hjem på en dag,« siger Connie Mikkelsen.

Hun har også bemærket, at mange gør det alligevel. For hun har også set svindende hårlængder overalt.

»Hånden på hjertet. Jeg ved ikke, hvem der klipper alle de mennesker, for frisørerne er jo lukkede. Der er dælme ikke ret mange, der er langhårede, og det kan man undre sig over. Der er efterhånden et hav af frisører, der kører rundt og klipper: Nogle gør det efter reglerne, men der er altså også masser af sort arbejde. Det er katastrofalt for vores fag,« siger Connie Mikkelsen.

B.T. har spurgt Sundhedsstyrelsen og Erhvervsministeriet, hvad den sundhedsfaglige begrundelse egentlig er for, at frisørsaloner skal holde lukket, mens det er o.k., at frisører besøger folk i deres hjem. Der er fredag ikke kommet svar.