Flere og flere tvillinger kommer til verden.
Faktisk er der aldrig blevet født flere.
En ny undersøgelse, der er baseret på data fra 2010 til 2015, viser nemlig, at cirka 1,6 millioner fødes som tvilling hvert år verden over.
Sammenligner man med data fra 1980 til 1985 er antallet af tvillingefødsler steget fra ni ud af 1.000 til 12 ud af 1.000 fødsler.

Det er særligt de tveæggede tvillinger, som der kommer flere af.
Det stigende antal skyldes både, at kvinder generelt bliver ældre, før de får børn, men også, at flere modtager fertilitetsbehandling.
Jo ældre en kvinder er, når hun bliver gravid, jo større er sandsynligheden nemlig for at få tvillinger. Det skyldes, at kvindens æggestokke også ældes, og hermed dannes der mere af et follikelstimulerende hormon. Når det stiger, er der større chance for, at der løsnes mere end ét æg, når en kvinde har ægløsning.
Fertilitetsbehandlingen IVF hjælper også på at få tvillinger. Ved en IVF-behandling lægges der ofte flere æg op for at øge chancen for graviditet. Og det øger så også chancen for, at det bliver tvillinger.

Mens det primært er i Afrika og Asien, hvor der fødes tvillinger, er tallet faktisk faldende i Danmark. Det skyldes, at der i Danmark ikke længere lægges flere æg op ved IVF-behandlingen. Netop på grund af den forøgede chance for tvillinger.
Ifølge DR blev der i 2010 født 1.300 tvillingepar herhjemme, mens det i 2018 var 'blot' 928.
Samtidig forventes det også ifølge undersøgelsen, at det globale niveau nu har nået sit maksimum. Netop fordi at der ligesom i Danmark kommer større fokus på et barn per fødsel.