Bevisførelsen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er færdig.
Anklageren talte for fængselsstraf i sin afslutning. Forsvar talte for frifindelse. Og den tidligere minister fortalte selv, at hun ikke have noget at sige undskyld for. Dommen afsiges 13. december klokken 13. Og imens spekulerer alle over, hvad Inger Støjbergs fremtid bringer.
Dette er den kun sjette sag, Folketinget har rejst ved rigsretten, siden den blev oprettet i 1849. De fire første førte til frifindelse, Erik Ninn Hansen blev dømt i Tamilsagen, og snart kender vi udfaldet af den sjette sag, hvor 26 dommere lige nu sidder med afgørelsen.
Inger Støjberg har med stor dygtighed fra start til slut suppleret det juridiske forsvar med sin egen politiske kommunikation. Den betyder ikke noget for afgørelsen, men den betyder noget for opfattelsen af sagen i den brede offentlighed. Og ikke mindst for Inger Støjbergs fremtidsmuligheder.
Hun har en varm invitation fra Dansk Folkeparti. Et parti, der ikke kan blive enige med sig selv om meget andet end at rulle en rød løber ud for Inger Støjberg i håbet om, at hun vil melde sig ind i partiet og gå direkte efter formandsposten.
Men i hjørnerne spørger man også sig selv, om hun mon er interesseret i et fallitbo. Opgaven med at samle og genrejse Dansk Folkeparti vil kræve en stor indsats. Og Inger Støjberg må alt andet lige være lidt slidt ovenpå et hårdt forløb i Venstre og efterfølgende en krævende rigsretssag.
Mange spekulerer også over, om hun mon hellere vil starte sit eget parti. Støjbergs lancering af websitet inger.dk kunne minder om at et forsøg på at gøre Lars Løkke Rasmussen kunsten efter med at oprette et netværk, som hurtigt kan omsættes til et parti. Imod det taler naturligvis, at der er ved at være trængsel på den udlændingekritiske højrefløj.
Hun kunne også melde sig ind i Nye Borgerlige, som er på vej frem, og hvor formand Pernille Vermund for længst har annonceret, at hun ikke bliver siddende uendeligt. Men de fleste vurderer alligevel, at Inger Støjberg rent kulturelt og menneskeligt nok vil føle sig bedre tilpas i DF.
Det er også, som om Nye Borgerlige er blevet mindre synlige i deres Støjberg-krammekampagne de seneste måneder, mens DF blot skruer mere og mere op for kærlighedserklæringerne.
Senest med en melding fra Morten Messerschmidt om, at han ikke stiller op til formandsposten i DF, hvis Inger Støjberg vil gå efter den.
Der er selvfølgelig også nogle, der går og teoretiserer over, om Inger Støjberg ønsker at vende tilbage til Venstre, hvis hun bliver frifundet. Nogle taler ligefrem om: Tænk nu, hvis Støjberg og Søren Gade tog hinanden under armen og gik efter magten i Venstre.
Men det er der absolut intet, der tyder på. Og det er også yderst tvivlsomt, om Venstre ville tage imod mere ballade med åbne arme nu, hvor de netop har fået nogenlunde ro på partiet.
Man kan også for en god ordens skyld overveje, om Inger Støjberg kunne passe ind hos De Konservative, som er på en opadgående formkurve. Men de har statsministerdrømme, og når det er tilfældet, så ved ethvert parti, at så skal man ikke samle på kontroversielle politikere, der skubber lige så mange folk fra sig, som de trækker med.
Lige nu tygger rigsretten på den helt store skrå i Inger Støjbergs liv, mens man i DF venter meget utålmodigt på, at hun træffer et valg om sin fremtid, som mange DFere håber på bliver hos dem.
Det afgørende er og bliver, hvad Inger Støjberg selv vil. Man kunne godt unde ethvert menneske i hendes situation ro og tid til at lande i sit liv efter en opslidende tid.
Men det er, som om der altid er nogen, der har brug for, at hun skynder sig. Mon ikke hun gør, som hun plejer: Vender skråen, indtil den er vendt færdig.
Ugens overraskelse
Netop som man troede, at de sidste rystelser efter kommunalvalget havde lagt sig, kom der en melding fra De Radikale om, at partiet vil bruge sit afgørende mandat i Kommunernes Landsforenings (KL) bestyrelse til at skifte formanden, den socialdemokratiske Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, ud med den nuværende næstformand, Kalundborgs Venstre-borgmester Martin Damm. Han var faktisk formand for KL før Bundsgaard, så han kender posten.
Formandsposten for KL er ikke nogen ubetydelig post, så det bidrager selvfølgelig til fortællingen om, at det var et skidt kommunalvalg for S. Men det er altså lidt pudsigt, at De Radikale først udløser dette drama og derefter fortæller, at der nærmest skulle målfoto til at afgøre det radikale valg.
Ugens uklare
Statsminister Mette Frederiksen og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, måtte udsætte et besøg på den udsendte fregat 'Esbern Snare' i Guineabugten for at besigtige indsatsen med at afskrække pirater, for det viste sig, at besætningen netop havde været i ildkamp med pirater. Fire pirater blev dræbt, en alvorligt såret og tre tilbageholdt.
Problemet er bare, at man juridisk befinder sig lidt i ingenmandsland i indsatsen mod pirateriet. Og derfor sidder en tværministeriel arbejdsgruppe nu og prøver at finde ud af, hvad man skal stille op med de tilbageholdte. De kan meget vel ende i Danmark.
Pirateri skal naturligvis bekæmpes, men det er en uskik at sende danske soldater i ildkamp uden at have styr på det bureaukrati, der kommer bagefter.
Ugens rituelle
Black Friday er over os, og det udløser den helt rituelle debat om forbrug, overforbrug, klimabelastning og den politiske forbruger.
Vi ved alle sammen godt, at vi forbruger for meget, men julen står for døren, og ungerne skal også have gummistøvler og flyverdragter i år. Og når der samtidig er global varemangel, er vi mere tilbøjelige til at tænke, at lige netop vores julegaver skal sikres, end det falder os ind, at varemanglen måske skyldes, at vi forbruger endnu mere, end vi plejer.
Vi kommer nok i hvert fald ikke til at nedsætte forbruget, mens vi stresser. Så få slappet lidt af i weekenden!