Kampen om fremtiden i Dansk Folkeparti er i fuld gang.

I skyggen af en forhåbning om, at Inger Støjbergs fremtid ligger i det kriseramte parti, bliver der udkæmpet personlige hævntogter, gjort gamle regnskaber op, udført spin og helt systematisk samlet opbakning bag kandidater. Men der tegner sig også nogle billeder.

Det første fikspunkt, mange i DF ser frem mod, er datoen 13. december klokken 13, hvor der falder en afgørelse i rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Mange i DF ønsker sig brændende, at Inger Støjberg træder ind i deres rækker uanset udfaldet, men helt uden betydning er det ikke – slet ikke for Støjberg selv.

Det betyder dog ikke, at der er ro på opgøret i Dansk Folkeparti i mellemtiden. Mange stærke aktører i DF arbejder på, at det inden den dato skal stå klart, at man ikke kommer uden om dem, uanset hvad.

Der bliver holdt øje med, hvad DFs succeshistorie fra kommunalvalget, Rene Christensen, gør. Der bliver også holdt øje med Martin Henriksen, som kan være et bud på en modkandidat til Messerschmidt, mens Merete Dea Larsen allerede har meldt sig.

Henriksen har vanen tro forudsagt, at han vil blive smidt på porten, hvis hans fløj ikke vinder. Det gjorde han også forud for valget til hovedbestyrelsen på sidste DF-årsmøde. Og forud for kommunalvalget.

Imens er Søren Espersen ved at afstemme forventningerne i offentligheden til, at det er sundt og godt for et parti med et kampvalg, men sådan har de færreste det reelt i Dansk Folkeparti.

Skæringsdatoen for at melde sig ind i kampen om formandsposten er 7. januar, men det er kun Inger Støjberg, der reelt har råd til at trække et eventuelt kandidatur så lang tid, for der bliver allerede samlet såkaldte 'stillere' for Morten Messerschmidt.

Det går efter sigende godt. Og man kan i hvert fald konstatere, at tidligere Thulesen Dahl-bastioner, som for eksempel Randers og Horsens, har meldt sig under næstformandens faner nu.

Flere i folketingsgruppen har udtalt sig klart til ulempe for Morten Messerschmidt, men forventningen er, at Pia Kjærsgaard på et tidspunkt lægger sine lodder i Messerschmidts skål.

Og den nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, gør, hvad han kan, for at holde Morten Messerschmidt og Peter Kofod fra magten. Han kunne have valgt at omfavne Kofod, som gennem tiden er blevet kaldt mini-Tulle.

I stedet beskriver formandens klare modstandere ham som hævngerrig og vred. Der bliver også brugt et brutalt billedsprog om ham i fortrolige samtaler. Men for Kristian Thulesen Dahl handler det også om at sikre sin egen position – og måske også sin støtte gennem tre årtier, Peter Skaarup.

Og så er vi tilbage ved den person, der er omdrejningspunktet i DF lige nu. En kvinde, der end ikke er medlem af partiet. Ingen ved reelt, om hun ønsker at blive det. Nogle mener også, det vil være forkert, hvis hun gik direkte fra indmeldelsesblanket til formand. Men det hele handler om Inger Støjberg.

Den kamp, der foregår lige nu, handler først og fremmest om at tilkæmpe sig magten i DF – altså formandsposten, men dermed handler kampen også om, hvem der skal være Inger Støjbergs nærmeste strategiske samarbejdspartnere i DF, hvis hun rykker ind. Hvem skal udgøre hendes kulturelle forståelse af partiet. Oversat: Hvem skal hun føle sig forpligtet til at dele magten med.

Det er giftigt for Dansk Folkeparti, at mange sidder fast i drømmen om Inger Støjberg. Men spillet om magten venter ikke på nogen! End ikke Inger Støjberg.


Kåre Mølbak
Kåre Mølbak Foto: Emil Helms
Vis mere

Ugens sms


Statsministeriets departementschef har kaldt den tidligere direktør for SSI, Kåre Mølbak, for en 'fej kujon' i en sms til Sundhedsministeriets daværende departementschef under et pressemøde om aflivningen af mink.

Hun var tilsyneladende utilfreds med, at Mølbak ikke påtog sig sin del af ansvaret for beslutning om aflivningen af alle mink. Det, vi her får indblik i, er en embedsmand, Kåre Mølbak, der forsøger at holde sig på dydens smalle sti for embedsmænd, hvor han står fast på sin faglige risikovurdering, men overlader de politiske beslutninger til politikere. Det er helt efter bogen.

Men vi ser også Statsministeriets departementschef forvente, at han deltager i forsvaret af beslutningen. Det er teknisk set spin. Og hun får endda indrulleret Sundhedsministeriets departementschef i presset på Mølbak.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ugens honninghjerte

Regeringen forhandler en vinter-coronapakke med støttepartierne i disse dage. For flere støttepartier handler det om at få sendt nogle penge til sygeplejerskerne, men det er svært at gøre uden at udfordre den danske model.

Reelt vil man være nødt til at bevilge nogle midlertidige midler til regionerne, med streg under midlertidige. Regionerne kan ikke forsvare at målrette alle midler til sygeplejersker, men må dele dem ud over flere faggrupper. Og de kan i øvrigt ikke løse de akutte problemer uden også at arbejde med opgaveglidning.

Så det er på alle måder en kompliceret sag at løse. Men selvfølgelig kan man finde en løsning. Spørgsmålet er, om sygeplejerskerne vil opleve løsningen som en reel hjælp eller som et honninghjerte.

Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Ugens myter

Danmarks Videnscenter for Integration har offentliggjort en stor undersøgelse, der viser, at danskerne har et temmelig skævt billede af, hvordan det går med integrationen i Danmark. Forskellen mellem myter og virkelighed er forbavsende stor.

For eksempel tror respondenterne i undersøgelsen, at kriminaliteten blandt mandlige indvandrere er steget med 20 procent, men den er faktisk faldet med 3,5 procent.

Respondenterne tror også, at 50 procent af ikke-vestlige indvandrere bakker op om demokratiet – det er faktisk 85 procent af dem, der støtter demokratiet.

Respondenterne tror også, at kun 44 procent af ikke-vestlige indvandrere mener, at mænd og kvinder bør have samme muligheder for at arbejde – det er faktisk hele 88 procent. Og sådan kunne man blive ved.

Måske skal vi minde os selv om vores børnelærdom: Lad eventuel tvivl komme andre mennesker til gode!