Dette års kommunalvalg har været en smilende dræber. Som om det ikke var dramatisk nok, at det har kostet en partiformand posten, men det åbenbarer også en gigantisk strategisk udfordring for regeringspartiet. Dansk Folkeparti nåede ikke at sadle om i tide, og spørgsmålet er nu, om Socialdemokratiet evner at gøre det?
Der er en særlig gruppe vælgere, som man skal kende. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, vandt han dem. I slutningen af 00erne og frem mod Dansk Folkepartis bedste valg nogensinde i 2015 vandt DF dem. Og i 2019 vandt Socialdemokratiet dem.
De er blevet kaldt mange forskellige ting gennem årene, men lad os her nøjes med at kalde dem »tryghedssøgende«. Og det, man skal vide om dem, er, at de er flygtige. De flytter sig gerne – og ofte.
Under coronakrisen fandt de tryghedssøgende vælgere et trygt og stærkt favntag hos statsminister Mette Frederiksen. Og det er ikke, fordi de har forladt hende i hobetal nu, men når hun favner de tryghedssøgende vælgere, har det den direkte konsekvens, at andre vælgere får et voldsomt skub væk fra Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet har trukket de tryghedssøgende vælgere til sig med blandt andet Arne-reformen, og det er nu blevet udbygget med det, man kan kalde Dybvad-strategien efter boligminister Kaare Dybvad Bek. Hvor man flytter arbejds- og uddannelsespladser ud i landet, laver tvungen elevfordeling på gymnasier og favoriserer visse boligformer og faggrupper over andre. De tryghedssøgende vælgere har kortere uddannelser, lavere husstandsindkomst og bor dér, hvor arbejdspladserne flyttes hen.
Den bevægelse har samtidig skubbet andre vælgere væk fra Socialdemokratiet. Dem, der er mest i opposition til Dybvad-strategien, er de mennesker, der har samlet sig i de danske byer.
For dem er de tryghedssøgende vælgere den direkte antitese til, hvad de selv mener. Derfor har jagten på de tryghedssøgende kostet Socialdemokratiet dyrt i tilslutningen i byerne. Og oven i den problemstilling lander et lige så grundlæggende problem.
Omkring årtusindskiftet samlede de tryghedssøgende og den brede middelklasse sig om at insistere på en udlændingepolitisk dagsorden. Den ramte alle, men på forskellig måde. I dag er der en ny dagsorden, som i politisk kraft kan sammenlignes med den gamle udlændingedagsorden, nemlig den grønne dagsorden.
Alle grupper har taget den til sig – men på forskellig måde. For de tryghedssøgende er tilgangen præget af en ekstremt individuel tilgang. De kan for eksempel frygte en oversvømmelse af lige præcis deres hus. Sådan rammer den grønne dagsorden ikke i byerne. Her ser man den grønne dagsorden som den strukturelle udfordring, der bør trumfe alle andre i de kommende årtier. Løsninger kan kun blive for små.
Man kan bruge det billede, at den socialdemokratiske kampagnemaskine er Saurons øje i 'Ringenes herre'. Lige nu holder Saurons øje fokus på hobbitterne uden at se den langt farligere modstand, der er ved at samle sig et andet sted.
I politik kan man heldigvis se i mere end én retning. Men meget tyder på, at omkostningen ved at vinde de tryghedssøgende vælgere har været for omkostningsfuld. Læg dertil, at Socialdemokratiet er endt på den forkerte side af den nye superdagsorden – den grønne omstilling – ligesom de for 25 år siden gjorde med udlændingepolitikken.
For Dansk Folkeparti er det nu en ren overlevelseskamp. De tryghedssøgende vælgere har haft det godt hos Mette Frederiksen, efter de forlod DF. Men hvem ved, hvornår de igen sætter sig i bevægelse?
Ugens storvinder
Med 18.590 personlige stemmer har socialdemokraten Christina Krzyrosiak Hansen fået næsten halvdelen af de afgivne stemmer i Holbæk. Det har ikke blot sikret, at hun kan beholde posten som borgmester i kommunen, men også placeringen som dette valgs største stemmesluger.
På andenpladsen finder man også en socialdemokrat, nemlig The Queen of the North, som man ville sige i 'Game of Thrones', Birgit S. Hansen, som fik 40 procent af Frederikshavn Kommunes stemmer.
Det er mildt sagt imponerende resultater fra to S-kvinder fra kommuner, der har haft sit at kæmpe med. Men talent kan som bekendt ikke holdes nede!
Ugens konsekvens
Med Kristian Thulesen Dahls annoncering af sin afgang er spekulationerne om fremtidens DF-formand gået i gang. Partiet vil på et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i weekenden fastlægge processen frem mod et ekstraordinært årsmøde, hvor man kan vælge en ny formand.
Valget af ny formand vil både fastlægge retningen for Dansk Folkeparti politisk og afgøre mulighederne for at genetablere sig som et parti med noget særligt at tilbyde danskerne.
Men de delegerede eller medlemmer, som kommer til at afgøre valget, gør klogt i at skrive sig bag øret, at magten i DF er designet til at give formandsposten maksimal beskyttelse. Den, de vælger, bliver siddende, indtil vedkommende selv beslutter at gå. Det lærte de i hvert fald af Kristian Thulesen Dahls formandstid.
Ugens oversete
Dramaet oven på kommunalvalget har været så stort, at flere historier er druknet i mængden. Herunder det faktum, at både Radikale Venstre og SF fik gode valg.
Radikale Venstre fik det bedste valg siden 1974, herunder det bedste valg i København nogensinde og fremgang i 24 kommuner. Partiet har tilsyneladende fundet melodien igen.
SF er det centrum-venstre parti, der går mest frem på landsplan. De er nu repræsenteret i næsten alle byråd, for eksempel vandt de to pladser i Aalborg og Odense efter at have været helt ude af byrådet i den forgangne periode og fik markant fremgang i Aarhus. Dertil også et par borgmesterposter.
Den socialdemokratiske regering er altså omgivet af støttepartier, der har godt fat i vælgerne. Det er en god nyhed for hele rød blok.
