Godt nok har Socialdemokratiet haft et regulært møgvalg i langt de fleste byer.

Men valgets ubestridte dronning er altså også fra det krise ramte regeringsparti.

Det er 28-årige Christina Krzyrosiak Hansen, som for fire år siden blev valgt som yngste borgmester nogensinde.

Nu er hun genvalgt som borgmester i Holbæk. Endda med et enestående stemmetal.

Christina Krzyrosiak Hansen var kun 24 år, da hun i 2017 blev den yngste borgmester nogensinde.  Nu er hun blevet genvalgt. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Christina Krzyrosiak Hansen var kun 24 år, da hun i 2017 blev den yngste borgmester nogensinde.  Nu er hun blevet genvalgt. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I Holbæk fik Socialdemokratiet hele 58,9 procent af alle vælgerne.

Det er 30,2 procentpoint mere end ved sidste kommunalvalg, og langt over, hvad partiet har fået nogen andre steder.

»Jeg er så utrolig glad, stolt og rørt. Det er helt vildt,« sagde borgmesteren lidt over midnat til TV2 Øst.

Christina Krzyrosiak Hansen slog fast, at hun slet ikke havde regnet med et så godt valg.

Men det burde måske ikke overraske hende så meget.

På det seneste er hun nemlig blevet kaldt for et af de største politiske talenter i Socialdemokratiet.

Ja, selv statsminister Mette Frederiksen kaldte hende for et kæmpe talent, da de i oktober delte roser ud sammen.

»Christina er en af Socialdemokratiets største stjerner,« sagde Mette Frederiksen til sn.dk.

Men hvem er denne stjerne og stemmesluger egentligt?

Først skal det siges, at Christina Krzyrosiak Hansens særlige efternavn stammer fra hendes morfar, der er polak.

Så er det slået fast.

Men ellers er hun vokset op af en dansk familie i Holbæk.

Hun har i et tidligere interview fortalt, at hun som barn var en rigtig hestepige. Derfor var målet i gymnaisiet, at hun ville være dyrlæge.

Men hun valgte i stedet at læse sociologi, og allerede i 2010 meldte hun sig ind i Socialdemokratiet.

Her efter tog Christina Krzyrosiak Hansens politiske karriere raketfart.

I 2013 blev hun valgt ind i kommunalbestyrelsen i Holbæk.

Endda med fjerdeflest personlige stemmer i Socialdemokratiet.

Fire år senere blev hun så borgmester første gang.

Og i nat blev hun altså genvalgt.

Men hvad er det, hun er så dygtig til som politiker?

Christina Krzyrosiak Hansen var kun 24 år, da hun i 2017 blev den yngste borgmester nogensinde.  Nu er hun blevet genvalgt. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Christina Krzyrosiak Hansen var kun 24 år, da hun i 2017 blev den yngste borgmester nogensinde.  Nu er hun blevet genvalgt. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Tilsyneladende priorterer hun tit at mødes med folk, der ikke er politikere.

Christina Krzyrosiak Hansen har til DR forklaret, at hun hver fjortende dag tager i praktik på forskellige kommunale arbejdspladser og i lokale virksomheder.

Især er hun glad for at møde børn.

»Jeg vil gerne finde ud af, hvordan det går i vores institutioner, og se hvordan hverdagen fungerer her. Det er helt tydeligt, at børnene har det godt, men der er samtidig mange børn og meget fart på, og det bærer det også præg af,« sagde  hun i januar 2018 til DR.

B.T. ville rigtig gerne have spurgt Christina Krzyrosiak Hansen, hvad hendes næste ambition er.

Går hun efter at blive minister og måske den næste formand, når Mette Frederiksen på et tidspunkt stopper?

Desværre er hun ikke vendt tilbage på B.T.s spørgsmål, så et svar må vente lidt endnu.

Men vi har næppe heller hørt det sidste fra personen, der var dette valgs dronning.