Ahh, endelig sommerferie.

Solen, der bager, og cikader, der synger i baggrunden. Jeg er på ferie i Frankrig med familien. Vel at mærke kun en del af familien, nemlig min søster, hendes mand og deres to børn.

Mine egne børn er ikke med. De er med deres respektive fædre ude at rejse. Bare tanken om dem gør selvfølgelig, at jeg straks mærker bølger af savn skvulpe ind over mig, som jeg ligger her i vandkanten og nyder livet.

Hvad mon de laver? Savner de mon deres mor? Det er jo heller ikke meningen, at man skal være på ferie hver for sig ... Ja, bekymringer er der nok af i det altoverskyggende moderskab.

Men det ved man ikke, inden man får børn. Jeg tænkte da aldrig særligt meget over, hvordan det ville være at få børn. Det var ligesom bare noget, man fik på et tidspunkt, og så tog man den derfra.

En af livets helt store gaver, som giver så meget lykke og glæde. Og hvor svært kan det egentlig også være. Jeg er jo skabt til det her. Kom an bleer og lektielæsning, mor er klar!

Klip til et par timer efter fødslen, og det går pludselig op for en, hvad der er sket: Man sidder med en total hjælpeløs nyfødt baby i armene, som er 100 procent afhængig af alt, hvad du gør.

Hvordan kan jeg overskue det her? Nu er dette lille menneske mit ansvar. Og hvad betyder det, når den græder så meget, tænker man.

Eller de utallige gange, hvor man tror, at man har fået hovedrollen i The Walking Dead, fordi ungen nægter at sove, og man på et døgn sammenlagt har sovet halvtreds gange fem minutter.

Eller situationer, hvor ens børn er ved at dræbe hinanden for tiende gang, og det eneste, man havde forestillet sig, var, hvordan de løb rundt i en have, mens de sang og grinede og legede sammen i solnedgangen.

De mange gange, hvor de trykker så hårdt på ens knapper, at hele hytten lyser rødt, og man farer op som en trold af en æske og har svært ved at forstå, at sådan et lille elskeligt menneske kan fremprovokere så uelskelige sider af en selv.

Når de bliver syge og skal indlægges, bliver væk i et supermarked eller hellere vil være hos deres far. Eller de helt mørke øjeblikke, hvor man kan komme i tvivl om ens egne følelser for sit barn.

Som en af mine klienter med tårer i øjnene sagde forleden: ”Jeg kan faktisk ikke lide min søn lige nu. Han er en udfordring for hele familien. Vi har slet ingen forbindelse. Jeg skammer mig over at føle sådan her. Men det er sådan jeg har det”.

Hvorfor var der ingen, der sagde noget om det?

En fødselsforberedelse, der strak sig lidt længere frem i tiden, eller en, der lige havde givet et par lektioner i forælderskabets ABC. Og måske særligt i den udfordrende del af det.

For moderskabet er ikke kun lækre fødselsdagslagkager, nuttet børnetøj og en teenager, der aldrig svarer igen. Det er meget mere rodet og uperfekt og grimt end det. Det er der bare ingen, der fortæller en, inden man får børn.

Hvorfor skulle man dog skræmme livet af håbefulde kommende forældre. Det tror jeg faktisk heller ikke, at man ville. Jeg tror nærmere, at det ville give et mere realistisk billede af moderskabet, så unge kvinder ikke får stress over perfekt insta mor-projektet.

Så her kommer den hurtigste lektion i moderskabet nogensinde: At være mor er også lort under neglene, konstant træthed, løst maveskind, evig forandring af kroppen, magtesløshed, alt for meget vasketøj, tilsidesættelse af egne behov, utallige bekymringer, frustrationer, selvkritik, ofringer, bristede drømme, opbrud, jalousi, vredesudbrud og en konstant stiltiende angst for at miste det, du elsker allerhøjest.

Så træk vejret dybt, kære kommende og unge mødre derude, og vid, at sådan er det – også.

Men det er heldigvis alt sammen pakket ind i en gave af ubetinget dyb kærlighed og med et fløjlsbånd af mening, samhørighed og magiske øjeblikke.