Sommerferie er for mange lig med tid og nærvær sammen med venner og familie.

Endelig har vi tid til at være rigtigt sammen og skabe gode og sjove minder. Vi kommer helt ned i gear, dagene smelter sammen, og kalenderen er fuldstændig tom.

Umiddelbart en tid, hvor vi rigtigt kan være til stede, og hvor vi har tid til at lytte til hinanden på en anden måde end i hverdagen. Men kan vi nu også det? For det er ikke altid nemt at lytte til andre. Sådan virkelig lytte.

Jeg husker de mange gange, hvor min mor eller et barn har sagt til mig: 'Jamen, du lytter jo ikke til, hvad jeg siger!'

Måske vi i min familie har en tendens til at ville tale tingene igennem. Selv kan jeg kun komme på ganske få mennesker, som jeg oplever, er virkelig gode til at lytte. Som giver en følelsen af at blive set og hørt.

For det er, hvad aktiv intens lytning gør? Det giver den anden følelsen af virkelig at blive set og hørt.

Vi kan sagtens overbevise os selv om, at vi lytter interesseret og opmærksomt, når vi taler med andre. Men i virkeligheden er mange af os ikke særlig gode til at lytte, da vi hurtigt kommer til at lytte mere til os selv end til den, der taler.

Vi kender alle en person, der altid topper ens historie med noget, der er endnu mere vildt eller dramatisk. 'Ej, jeg kan huske dengang, hvor....' Og man sidder tilbage med følelsen af, at der ingen kontakt er, og lysten til at dele noget forsvinder.

Når vi ikke lytter ordentligt, ønsker vi på et eller andet subtilt plan at fremhæve os selv, og vores eget ego træder frem. Vi tænker naturligvis ikke sådan, men når det sker, er vi ubevidst med til negligere andres tilstedeværelse og deres historier.

For det at lytte ordentligt er nemlig en kunst og handler om mere end blot at tie stille.

Vil vi virkelig lytte, må vi helt og aldeles give slip på os selv. Al vores egen 'det minder mig om...', vores viden, gode råd, tips og gode historier, fordomme og antagelser, som vi har med os i alt, hvad vi gør, må blive i os selv.

En stor del af den terapeutiske praksis handler jo netop om at blive lyttet til, at blive hørt, uden der kommer noget igen.

Lytter vi med et opmærksomt og åbent sind, skaber vi mulighed for, at det, der bliver fortalt, fremstår tydeligere for os og den, vi taler med. Jo mere vi lytter, jo mere hører vi. Og jo mere vi hører, jo dybere bliver vores forståelse og kontakt.

Det kan være ekstra svært at lytte til et andet menneskes smerte, fordi vi gerne vil afhjælpe denne smerte. Og særligt kan det være svært, hvis vores børn er kede af det.

Men nøglen til at lytte på noget smertefuldt findes paradoksalt nok i, at vi begynder at forstå, at vi ikke er ansvarlige for at fjerne smerten.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor man bliver nødt til at blande sig eller hjælpe, men ofte skaber vores blotte nærvær en sammenhæng, hvor barnet bedre kan lytte til sig selv. Deri består den virkelige hjælp.

Den automatiske lyst til at tale tingene igennem udspringer mere af vores egen ængstelse og mangel på forbindelse til os selv end af vores evne til at forbinde os med vores børn.

Det giver os en fornemmelse af ro og tilfredshed, fordi vi tror, at vi skal løse tingene. Men når vi ikke føler noget pres for at kurere og løse en svær situation, bliver vi tilfredse med blot at lytte. Og så lytter vi med åbne hjerter – og ikke tilstoppede ører.

Musikeren Søren Huus har så smukt formuleret dette omkring lytning i et tidligere interview:

'I de her dage taler jeg med min 10-årige datter om vigtigheden af, at hun lytter tålmodigt og spørger ind til, når hun taler med andre. At hun ikke kun venter med at fortælle sin egen historie. Måske er det i grunden vigtigere end at lære matematik og geografi? At lære kunsten at tale sammen og ikke kun lære at tale. Jeg tænker, at det at ytre sig frit ikke har nogen reel værdi i sig selv. Hvis alle er døve, er tale vel overflødig.'