Jeg tror, jeg fik stillet forslaget første gang for omkring 10 år siden. Jeg var netop begyndt at lave tv på en regional TV 2-station – et program om erhvervsforhold, som jeg kommenterede hver anden uge, var det vist.

På det tidspunkt var jeg godt og vel over midten af trediverne, havde født to børn og var ganske vist noget træt i ansigtet, fordi jeg var alenemor ved siden af en erhvervskarriere med masser af fart på.

Alligevel var jeg meget lidt forberedt, da den søde sminkør efter at have lagt en omhyggelig skygge rundt om mine øjne tog et fast greb midt i min pande og sagde: »Hvis du skal nå at fange de her i opløbet, er det ved at være sidste udkald. Jeg kender en god en.«

'De her' var de bekymringsrynker, jeg har over næsen. De lodrette, der sidder midt i panden og bestemt ikke er blevet mindre i dag, fordi jeg også er blind som en muldvarp efter to nethindeoperationer og som følge deraf ofte kniber øjnene sammen, når jeg skal se noget, som mine -7-kontaktlinser ikke lige fanger i første hug.

Den 'gode en' var den fyr, hun selv havde frekventeret for Botoxindsprøjtninger, siden hun var midt i tyverne. Det er i virkeligheden der, man skal starte, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om at bevare glat hud i panden.

Nu er det helt sikkert for sent. Jeg er 47, og alt er tabt. På den anden side ville jeg heller ikke ane, hvor jeg skulle starte på reparationerne.

En nær ven og jeg mødes jævnligt og svømmer sammen. Bagefter spiser vi morgenmad og diskuterer verdens gang og sædernes forfald, som man nu gør, når man er i fyrrerne og lidt til den sarkastiske side. Hun har tidligere arbejdet med modebranchen og ved derfor et og andet om, hvad der rører sig.

Sidste gang, vi diskuterede skønhedsidealer, fortalte hun mig, at den nyeste trend inden for kosmetisk kirurgi er at få sprøjtet noget ind i albuerne. De bliver jo lidt kedelige med alderen, ved I nok.

Siden har jeg med jævne mellemrum stirret vantro på mine egne albuer og grundet dybt og længe over, om jeg nogensinde har oplevet, at en mand, jeg havde lyst til, afviste mig på grund af mine gamle albuer.

Der er ingen tvivl om, at jeg har modtaget min andel af afvisninger gennem tiden. Jeg elsker meget og højt og putter generelt ikke med mine følelser over for andre mennesker, uanset om de er kærlige eller det modsatte. Det kan man(d) godt blive skræmt over, har jeg konstateret.

Og i det krydsfelt mellem politik, erhvervsliv og medier, hvor størstedelen af min hverdag udspiller sig, er der desværre også en begrædelig tendens til, at mænd på min egen alder (når de er færdige med første kone) foretrækker kvinder, der er født efter Berlinmurens fald, arbejder som mindfulness/yogainstruktører eller influencere og er væsentlig bedre til at sige 'Ja, skat' end mig.

Indtil for nylig har jeg ikke skænket deres albuer en tanke. Men nu slår det mig pludselig:

Hvad nu, hvis det ikke er min kompromisløse tilgang til lykken, min evindelige trang til at gå nøgen/danse vildt, mit larmende væsen, mit totale mangel på filter, mine permanente klodsetheds-blå mærker eller de fem ekstra kilo på sidebenene, der gør, at jeg endnu ikke har fået smidt en kæmpe smaragd fra Hartmann's i nakken?

Hvad nu, hvis det er mine gamle albuer, der afholder mig fra at finde kærligheden?

Gys.

Jeg havde på et tidspunkt for mange år siden en kæreste, der elskede mine hofteben over alt på jorden. Jeg har aldrig været pindetynd, så man kunne – også dengang – bedst se dem, når jeg lå på ryggen. Han tilbad de knogler. Det var meget sødt, men også lidt anstrengende i længden.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg skal arrangere mig flatterende på mit ringe leje, så mine albuer tager sig sexede ud, hvis det nu er det, der skal til.

Måske er det bare nemmest at lade det hele være, som det er. Jeg kan alligevel ikke løbe fra, at jeg, hver gang jeg ser reklamer for nye bryster på bussen, regner prisen for sådan nogle om i flyrejser, bøger og hvid chokolade. Man kan få virkelig meget af det sidste for sådan en omgang silikone eller Botox.

Og som det så klogt siges: »Når man har passeret de fyrre, skal man vælge mellem røv eller ansigt.« Så vidt jeg ved, lyder eftersætningen endnu ikke: »… og mellem kærlighed eller grimme albuer …«.

I'll live to fight another day.