I middelalderen blev de syv dødssynder – hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, fråds, griskhed og vellyst – betragtet som den direkte vej til fortabelse.

Jeg har jævnligt gjort mig skyldig i de seks af dem, jeg er fuldkommen ligeglad med mine ting og deler gerne alt med alle, så griskhed har aldrig rigtigt ligget til mig.

I dag er dødssynder jo heller ikke noget, man bliver udstødt af det gode selskab for at begå. Der er dog stadig en enkelt egenskab, som virkelig ikke egner sig til at bryde isen, når man har fået en bordherre til en rund fødselsdag, der kun taler om sig selv og mejetærskere (IKKE et fiktivt eksempel, jeg tiltrækker den slags): Ingen vil stå ved, at de er dovne. Ingen.

Så lad dette være mit forsøg på at adressere et af de allersidste tabuer i dette vort rummelige samfund, inden jeg drager på seks ugers sommerferie, hvor jeg skal læse otte bøger, spise et halvt ton jordbær og have mine ører under havvand så meget som muligt:

Jeg er doven. Luddoven.

Da jeg blev selvstændig for små otte år siden, var min ambition at opfylde mit indtil da hemmelige livsønske om at arbejde så lidt som muligt. Derfor er min forretningsmodel den enkle, at jeg aldrig holder overflødige møder og har sat min timepris så højt, at selv de mest mødeliderlige blandt mine kunder tænker sig om to gange, før de indkalder mig til møder for at høre sig selv tale.

Jeg har ikke noget kontor. Jeg har heller ikke noget smart brevpapir eller en printer at printe på det med. Jeg medietræner topchefer fra min sofa, laver strategier i hovedet i brusekabinen (men skriver dem trods alt ned, når jeg kommer ud) og har ingen medarbejdere, der skal have MUS-samtaler (eftersom jeg hyppigt begår dødssynd nummer tre, er jeg heller ikke nogen specielt god chef). Jeg har heller ikke nogen bil og hader kvindehabitter, men det er en anden snak.

Jeg arbejder maksimalt tyve timer om ugen og det allerværste: Jeg bruger ikke resten af min tid på at træne til at bestige Mount Everest, lave meningstunge LinkedIn-opslag eller skrive en bog om samskabelse. Jeg tuller bare rundt.

Det første, folk, der ikke kender mig særlig godt, spørger om, når de møder mig, er: 'Har du travlt for tiden?'. De ser altid lidt utilpasse ud, når jeg lykkeligt svarer nej. Især når jeg tilføjer, at det heller ikke er meningen.

Jeg kan vældig godt lide mit arbejde. Men jeg kan endnu bedre lide at sidde på min altan og læse Agatha Christie-kriminalromaner, jeg har læst 14 gange før, mens jeg spiser hvid chokolade. Eller ferskner. Elsker ferskner.

Nu kan man så sige en hel masse surt om, at jeg er en privilegieblind kælling, som bare skulle prøve at sidde i kassen i Føtex og den slags. Det gør I bare. Jeg har siddet der. I syv år. Jeg har forsørget mig selv, siden jeg var teenager.

Jeg har også vasket reagensglas, passet børn, været receptionist, gjort rent, været morgenåbner i en børneinstitution, solgt blyanter og amerikanske kærlighedsromaner, lavet regnskaber i et rejsebureau – og arbejdet små 20 år i fine virksomheder med flot brevpapir. Det kunne jeg også godt lide.

Det ændrer bare ikke på, at jeg bedre kan lide at glo ud i luften, gå med små børn, jeg elsker (og det er mange) på legepladsen, lave budding og føre lange samtaler med personalet i min lokale Netto.

Det har taget mig mange år – cirka 40 – at omfavne min dovenskab. Jeg kan stadig føle pres, når folk, jeg gerne vil gøre indtryk på, spørger mig, om jeg har travlt. Intet ville være nemmere end at sige ja og passe ind i den verden, hvor man aldrig har tid til at drikke kaffe med sine venner, men kun taler om det, når man mødes til receptioner, hvor man ikke har læst en skønlitterær bog i 13 år, fordi man kun har tid til management-litteratur (og lange opdateringer på LinkedIn om, hvor travlt man har), hvor man løber ture for at træne til noget og ikke for at glo på roser og grine ad egern, og hvor man ikke ses med folk, man godt kan lide, men kun 'netværker'.

Men jeg har trods alt et ansvar for resten af denne verdens dovenlarser, der stadig opholder sig i skabet – forhåbentlig med en blød pude og hånden under kinden.

I er ikke alene. Sig det højt. Jeg gør det først:

Jeg hedder Rulle, og jeg er doven.

God sommer.