Nu’ det jul igen. Og forventningens glæde begynder lige så stille at røre på sig, mens vi pynter og bager og nærmer os den store aften.

Julekalender og juletraditioner. Crocodile Dundee på TV 2 og 90-års fødselsdagen lige om hjørnet. Alt er, som det plejer. Og det føles trygt og hyggeligt. For julen har bragt velsignet bud, og nu glædes gamle og unge… Glade jul, dejlige jul. Og dog.

For selv en glædelig tradition om fødsel og frelse ramler for mange sammen med livets skiftende tider, og ofte skal glæden og freden holde jul side om side med sorgen og savnet.

Og hvordan gør man så det? Hvordan skaber man plads til alle de følelser på én og samme aften?

Når jeg tænker tilbage på mine egne minder om julen og juleaften, er de inddelt i forskellige tidsperioder. Der var tiden helt tilbage med mormor og morfar og vores tilbagevendende ’rullepølse-tradition', hvor vi rullede pølser i deres køkken med marcipan og nougat. Med min mor, der hvert år hev den gamle julekasse op fra kælderen, og man med store øjne glædede sig til at gense alt det velkendte julepynt.

Så var der tiden med to juleaftener, som startede hos mor og sluttede hos min far. Det fungerede egentlig fint nok, idet min mors familie startede aftenen lang tid før min far. Og så har der været mange voksne år, som var delt imellem min familie og min eksmands. Hvert andet år her og hvert andet år der. Alle har de været dejlige på hver deres måde. Og stopfyldt med julehygge og juleglæde.

Men selvom julen bærer mange dejlige traditioner, vil den naturligt både føles og fejres meget forskelligt, som livet går. Min egen far var mester i at samle vores store familie til jul. For det første ville han allerhelst blive hjemme, men han satte også en ære i at gøre det ’rigtigt’ og traditionelt. Han var familiens store samlingspunkt og samlede os alle. Ung som gammel, svigerforældre, børnebørn, kærester og mænd.

Men det vigtigste er måske hverken en person eller et sted som samlingspunkt for denne aften. For hvad er det egentlig, der samler os den aften i vores forskellige livssituationer? I sidste ende handler det vel mest af alt om en fælles stemning, et nærvær og en god energi eller måske nærmere en ånd. Ligegyldigt hvor man sidder, hvem man sidder sammen med, og hvordan man nu har det.

Jeg er ikke specielt kristen. Men jeg har dog hørt om Faderen og Sønnen og Helligånden en del gange ligesom de fleste andre. Og særligt her op til jul. Og for mig er Helligånden blevet en lige så afgørende del af julen som den fede sovs og de brunede kartofler.

Måske særligt nu på grund af familiens nylige dødsfald. Men måske også fordi vi i år skal være en helt ny konstellation af familiemedlemmer hos en, der aldrig har holdt jul før. Nemlig hos mig. Hvilket godt kan være rimelig angstprovokerende, idet jeg ikke ligefrem er julemanden i et køkken.

Men hvad betyder den egentlig - Helligånden? En kombination af noget helligt og noget ånd. Ifølge min veninde, som er præst, betyder Helligånden: Guds usynlige nærvær lige nu. Og smukkere kan det vel næppe siges. Nemlig, at Gud er særligt nærværende i denne juletid, og at det er hans nærvær, som kan samle os.

Om vi er triste eller glade. Om vi er mange eller få. For det er et nærvær af en særlig karakter og styrke. Et nærvær af uendelig og ubetinget kærlighed. Det er nemlig Helligånden, som kan samle os om julebordet og juleglæden, samle os om juletræet og julegaverne og samle os om juletårene og juleminderne.

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.
(fra Dejlig er jorden)

Rigtig glædelig jul!