Må jeg godt komme hjem og sove?

Det spørgsmål stillede min store søn mig forleden dag. Umiddelbart et lidt underligt spørgsmål, for hvorfor skal en 13-årig have tilladelse til at sove hjemme. Og hvilken forælder ville nogensinde sige ’nej’. Men hvad nu hvis familiesammensætningen er lidt mere indviklet end som så.

Så bliver det ikke så sort og hvidt. For i skilsmisseland med deleordninger, papforældre og mange forskellige værdier og behov i spil, kan det pludselig blive et noget mere komplekst spørgsmål.

Situationen var nemlig den, at min søn var hos sin far, som altså skulle ud. Og derfor spurgte han så, om han ikke måtte komme over til mig og sove den aften. Det skal siges, at vi deler børnene sådan cirka 7/7. Og når jeg siger sådan cirka, er det, fordi vi er rimeligt fleksible omkring, hvis den ene skal rejse eller har et arbejdsprojekt, der skal tages hensyn til.

Jeg fik lige et stik i hjertet, inden jeg selvfølgelig svarede: 'Det er altid i orden! Der er da ikke noget federe, end at du kommer her og sover. Så ser vi film og spiser en masse slik.' For tanken om, at han overhovedet skulle spørge om sådan noget, og at jeg potentielt kunne sige ’nej, det passer ikke så godt’ gjorde ondt, helt ned i storetåen.

Og det lyder jo alt sammen fint og godt og i barnets tarv. Men var grunden til, at det var så nemt at svare 'ja', fordi jeg alligevel ikke skulle noget? Eller fordi jeg ikke bor sammen med en, der liiige havde set frem til en hyggelig kæresteaften efter en lang arbejdsuge? Eller fordi jeg bare er typen, der ville smide (næsten) alt for mine ungers behov?

Og har det måske også noget at gøre med, at vi bor dør om dør, og det derfor er logistisk nemt og muligt?

Der er selvfølgelig mange ting, der spiller ind. Ikke mindst barnets alder, idet denne situation nok mest opstår med større børn, hvor både forældre og børn kan ’flekse’ lidt mere. Mindre børn har bedst af en mere fast rytme.

Men jeg kender også til skilsmissefamilier med større børn, hvor det virkelig er opdelt og nærmest bandlyst, at børnene kommer hjem til den forælder, som de ’ikke er hos’ den pågældende uge. Og så er det bare ærgerligt, hvis man har glemt fodboldsokkerne eller penalhuset.

For nogle børn vil det give mere ro og tryghed med så klare og faste rammer. Men bagsiden kan være, at de vil savne mere, og at livet kommer til at føles endnu mere opdelt, end det i forvejen er. At de på denne måde kommer til at leve to meget adskilte liv. For forældrene kan det give mere frihed og råderum over deres ’alenetid’, hvilket jo også er vigtigt.

Og det er vel der, at det bliver lidt mere komplekst, end når mor, far og børn lever under samme tag, for der ville sådan et spørgsmål jo aldrig opstå. Men i skilsmissetidsalderen er der mange flere personers behov, der skal tilgodeses (børn, forældre, papforældre, papsøskende). Alt sammen inden for en ugeopdelt tidsplan. Og det er det, der kan være så umådeligt svært!

Heldigvis findes der ikke kun én løsning for denne situation med min søn. For selvfølgelig havde det været okay at sige ’nej’, hvis jeg havde været forhindret. Men to ting er vel særligt afgørende i denne sammenhæng. Og det er forholdet mellem forældrene, og at barnet altid føler sig velkomment og trygt i begge hjem.

Om det så er en lige eller en ulige uge. For selv om der er mange behov at tage stilling til, to hjem at navigere imellem og skiftende uger, så er der kun ét barn. Men én virkelighed. Og hvad der er bedst for barnet, er ikke altid det, der er mest belejligt for de voksne.