For hvordan forklarer man, at en dokumentarfilm om krig, ødelæggelse og sårede børn kan fylde en hel biografsal en lørdag aften kl.19?

Det er jo ikke ligefrem den typiske lørdagsunderholdning.

For et par dage siden var jeg inde og se den nye dokumentarfilm 'The Cave'. En hjerteskærende og utrolig fortælling om en syrisk kvindelig børnelæge, som arbejder frivilligt på et underjordisk hospital i Syrien.

En meget alvorlig film om ofrene for krigen og det syriske regime og de frivillige, som har dedikeret deres liv til at hjælpe på dette underjordiske hospital, The Cave. En film, som på en og samme tid (både) skildrer alvoren og meningsløsheden af krig, men som også formår at fascinere og inspirere på et dybt menneskeligt plan.

Så hvad er det mon, vi bliver så fascinerede af? Og ikke mindst, hvad kan vi lære af denne fortælling om en syrisk kvinde, der vier sit liv til at redde krigens ofre?

Ud over fascinationen (og for mange nok væmmelsen) af at være så tæt på en krig er der flere ting ved denne dokumentar, der rører, rammer og rusker i vores trygge og velfungerende liv. For selvom man er trist og stille efter filmen, er man på et eller andet plan også fyldt med håb og inspiration pga. af denne fascinerende kvindelige hovedperson.

Det er nemlig en fortælling om at ville gøre noget 'vigtigt' i livet, at ville gøre en forskel, fortællingen om en afsindig kvindelig styrke i et mandsdomineret samfund, om rørende øjeblikke og om en altoverskyggende medmenneskelighed og medfølelse. Følelser, som vi ofte helt kan miste kontakt til i en hverdag med sociale medier, selviscenesættelse og selvcentrerede livsvalg.

For midt i bomber, blod og bandager lære vi dr. Amani og hendes team at kende. Hun er en utraditionel kvinde, der bryder med et meget fastlåst syn på kvinder, som når hun fortæller en pige på hospitalet, at vi er i live for at udrette noget vigtigt. Eller når hun kommer op at diskutere med en mand, som bestemt ikke synes, at kvinder bør arbejde og slet ikke være ledere.

Hun er den første kvinde, der leder et hospital i Syrien. Og en kvinde, som på trods af denne meningsløshed opretholder viljen til at blive ved med at kæmpe for andres liv, samtidig med at hun en gang imellem kortvarigt må gå ind på sit kontor for at græde, uden at nogen ser det.

Man ser, hvordan de opererer uden nogen bedøvelse, men blot med hjælp fra en telefon, der viser en video med klassisk musik i baggrunden. Man ser, når de frivillige i fællesskab spiser en skrabet risblanding inde på kontoret, og de hver især forestiller sig, at de spiser noget mere lækkert. Og når Amani og hendes kvindelige kolleger har et kortvarigt smilende øjeblik og skubber hinanden på en rullende båre ned ad de mørke underjordiske gange.

Det må være årets vigtigste film – og vigtigste person.

For som traileren til filmen pointerer: 'Under helvedet ovenover var hun lyset nedenunder.'

Dr. Amani griber en om hjertet og giver os en lektion i alle de smukkeste sider af mennesket. En kvindelig syrisk kriger i mod, mening og medmenneskelighed.