Kære mormor,
Eller 'Mumme', som jeg kaldte dig. Det her brev, det er til dig.
Du har måske lidt svært ved at læse det, da du svæver rundt oppe i himlen et sted, men jeg bilder mig ind, at du mærker mine ord. Jeg kom sådan til at savne dig her til aften, da jeg sang godnatsang for min søn Dallas.
Jeg synger nemlig altid de sange, du lærte mig som barn, og én af dem lyder sådan her: »Du er min øjesten. En lille dejlig en, er du. Og når vi to følges ad, så er jeg altid glad, som nu.«
Jeg var din øjesten. Dit første barnebarn. Og jeg var altid glad sammen med dig. Du var nærværende, sjov og så elskede du, når jeg kom på besøg. Så for et barn var det himlen at komme hjem til dig. Du var medlem af Anders Ands Bogklub, hvor man hver måned fik en ny bog, som vi så læste hundrede gange, så du til sidst måtte tape ryggen på den.
Du elskede at synge og spurgte altid, om jeg ville have 'en dypper' (hvidt franskbrød med tandsmør, som jeg så dyppede i kaffen. Det gør jeg stadig!).
Du havde altid masser af energi, da du kun var 40 år, da jeg blev født. Du gjorde rent, lavede mad, snakkede løs og hev morfar op til en dans. Vi gik i biografen og kørte ture i jeres bil – uden seler, en klapsammen med Stryhns leverpostej i hånden og morfar, der kørte og røg smøger med lukkede vinduer. Grønne Cecil uden filter. Ingen speltboller og smarte smoothies, men masser af tid og kærlighed – også uden filter.
Jeres hjem emmede af ro og tryghed. Det var småt og hyggeligt med en sovesofa i stuen, som blev klappet ud hver aften. Og så blev morfar smidt ind i spisestuen på en drømmeseng, for jeg skulle selvfølgelig have det bedste. Dit hengivende nærvær har betydet alt for mig. Både som barn, men sandelig også som voksen.
For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det nærvær, du udviste i mine tidlige år, har givet mig robusthed og et mere funderet følelsesmæssigt ståsted i mit voksenliv. Måske er det kæmpe engagement, du lagde i bedsteforælderrollen, lidt gammeldags i dag.
Jeg ved det ikke. Og måske det er et spørgsmål om miljø. For jeg kender mange bedsteforældre, der i dag ikke giver den gave til deres børnebørn. Nogle har ikke tid, fordi de prioriterer anderledes, nogle får måske ikke lov af forældrene, og andre går bare ikke så højt op i at skabe den kontakt til deres børnebørn.
Måske hænger det også sammen med, at vi i dag får børn senere, og derfor er bedsteforældrene ældre og mere besværede. Og det er en skam. For hvilken vigtig relation for begge parter. Et livsbekræftende forhold, hvor livskraft og livserfaring mødes i smuk synergi.
Du blev 82 år, levede med én mand, fik tre børn, to børnebørn og tre oldebørn. Du arbejdede for føden og elskede din familie. Du levede et liv med dejlige stunder og hårde tider, som da du mistede en voksen datter. Egentlig et ganske almindeligt liv med alt, hvad skæbnen nu bringer.
Men for mig var du en ualmindelig mormor. En ualmindelig fantastisk mormor.
