Hjemme hos os taler vi lige nu en del om skoler, fordi min yngste snart skal starte i skole.
Og derfor kom vi også til at tale om forventninger, og hvad vi som forældre egentlig forventer af vores børn. Det kan godt være lidt svært at svare på, for hvor bevidste er vi egentlig omkring det, vi forventer?
På den ene side er det vel vores pligt at forvente og stille nogle krav. Men på den anden side skal vi vel heller ikke forvente 'for meget' eller forvente noget, som vores barn aldrig kan leve op til.
Nogle vil måske sige, at det eneste, de forventer, er gode manerer, og at man er et ordentligt menneske. Andre forældre forventer, at barnet overtager forskellige familietraditioner såsom en bestemt uddannelse eller et bestemt sted at gå i skole.
Gode karakterer, at man hører efter i skolen, er god ved andre, reder sin seng, tager en bestemt uddannelse, tager en længerevarende uddannelse, spiller et instrument, er god til en sport, og jeg kunne blive ved. Vi forventer alle noget forskelligt, afhængig af vores egne historier, værdier og (uforløste) drømme.
Men ét er, at vi forventer, at de kommer hjem til tiden, noget andet er, når vores forventninger bliver så overdøvende, at børnene mister sig selv på vej ud i voksenlivet. At de taber sig selv, fordi vi ikke ser, hvem de er.
At det lille umusikalske barn skal lære at spille tre instrumenter, fordi far er musiker. Eller når det kreative og stille barn skal på den mest akademiske skole, fordi det ifølge de højtuddannede forældre er 'vejen til succes og et godt liv'.
Det er også meget normalt, at vi som forældre lægger billeder op af vores børn på sociale medier, hvor de danser, synger, ser bedårende ud, består en eksamen eller vinder en pokal. Alt sammen, fordi vi med god grund er stolte, men også med en vis portion af usagte forventninger. For med billederne viser vi børnene, hvad VI værdsætter. Og det har meget ofte noget at gøre med udseende, talenter eller præstationer.
Selv er jeg vokset op med en far, som ikke lagde skjul på sine forventninger om akademiske præstationer, hvilket nok har gjort, at min kreative side først har fået et egentligt udtryk i mit voksenliv.
Så måske er det meget godt at blive klar på, hvor vores forventninger kommer fra, og hvor meget de handler om os selv eller vores børns ve og vel. For når alt kommer til alt, sender vi dem bedst ud i livet ved at give dem følelsen af selvbestemmelse, tillid og opbakning. Og måske vi også skulle gøre noget så moderne som at 'forventningsafstemme'.
Ligesom på arbejdspladser og i parforholdet. Så vi kan blive helt klar i spyttet omkring vores egne forventninger og ikke mindst, hvad de forventer af os som forældre. Det er vel kun rimeligt, at de også (fra en vis alder) får lov at udtrykke, hvad de forventer af os – hvis dette livslange samarbejde skal fungere optimalt.
Så hvad hvis opdragelse handlede mindre om at fortælle vores børn, hvem de skal være, og mere om at spørge dem igen og igen om, hvem de allerede er?
Ikke så meget: Jeg elsker dig, lige meget hvilken en af mine forventninger du lever op til eller ikke lever op til.
Men mere: Min eneste forventning til dig er, at du bliver dig selv. At du finder ud af, hvem DU er. Og jo dybere jeg lærer dig at kende, jo smukkere et menneske ser jeg.
