For kort tid siden kom det frem, at en herboende ung muslimsk kvinde, der havde meldt sig til det danske forsvar, havde forladt det igen efter kun fire dage.

Årsagen var, at hun var blevet bedt om at tage sit tørklæde af. Det havde hun nægtet – og så måtte hun tage hjem fra Varde Kaserne igen.

Siden har sagen vakt en del debat. Og partier som Enhedslisten og De Radikale har som sædvanligt kritiseret, at forsvaret ikke tilpasser de danske uniformer til den unge muslimske kvinde.

Men det er ærligt talt et helt andet spørgsmål, der er det relevante: Hvorfor er det, at den unge kvinde ikke vil tage sit tørklæde af? Hvorfor er det Danmark, der skal tilpasse sig hende – og ikke hende, der vælger at tilpasse sig Danmark?

Hvorfor er det vigtigere for hende at beholde tørklædet på end at gennemføre sin uddannelse i forsvaret?

Det kan der kun være ét svar på: nemlig, at hendes pligtfølelse over for konservativ islam er vigtigere end pligtfølelsen over for Danmark.

Det er en pligtfølelse, som jeg ærligt talt ikke forstår. Der findes jo heldigvis mange muslimske kvinder, der sagtens kan finde ud af være muslimer uden at gå med tørklæde. Og mange andre steder i verden kæmper de ovenikøbet en kamp med livet som indsats for at slippe for det.

Vender vi eksempelvis blikket mod det modbydelige og undertrykkende regime i Iran, så berettes der stadig oftere om modige kvinder, der kæmper for retten til at smide tørklædet som selve symbolet på kvindeundertrykkelse og dermed en effektiv måde at kontrollere og ydmyge kvinder på.

Oprøret foregår på gaderne, hvor flere og flere tager tørklædet helt af, mens andre bærer hvide tørklæder om onsdagen for at protestere mod undertrykkelsen.

Men oprøret foregår også i større stil på de sociale medier, og det kræver således kun få klik på internettet at få et indblik i denne alvorlige frihedskamp. Bevæger man sig for eksempel ind på Facebook-siden My Stealthy Freedom, som har over en million følgere, så kan man blandt andet følge med i, hvordan kvinder i protest mod kvindeundertrykkelsen poster billeder af sig selv uden tørklæde.

For mig er det både uforståeligt og direkte usolidarisk, når nogle danske muslimske kvinder – og underligt nok også f.eks. pæredanske venstreorienterede kvinder – kæmper den helt omvendte kamp. Nemlig kampen for retten til at bære tørklæde.

Det gør de uden øje for, hvordan kvinder i muslimske regimer sætter deres liv på spil for kampen for frihed og ligestilling.

I Danmark kan man godt bære tørklæde, medmindre man beklæder et hverv, hvor neutralitet er påkrævet. Det ændrer dog ikke på, at tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol, og at det symboliserer alt det, som danske kvinder i generationer har kæmpet imod: mindreværd, underdanighed og ufrihed.

Det er derfor også sådan, at hvis vi begynder at give særrettigheder til tørklædekvinderne eksempelvis i forsvaret og vil tilpasse uniformen, så stiller vi os på den forkerte side. Så stiller vi os sammen med den konservative, forstokkede og formørkede udgave af islam – og vi støtter ikke de muslimer i Danmark, som vil leve helt almindelige, vestlige, moderne liv.

I stedet for at kræve særrettigheder – så synes jeg, alle muslimske kvinder i Danmark burde melde sig ind i kampen. I lever i et fuldstændigt frit land. I har beskyttelsen til at gøre op med det tyranni, som mange frygter og flygter fra.

Derfor: Så smid dog det tørklæde!