Jeg talte i telefon med en veninde fra udlandet, da snakken faldt på en vis svensk teenager med hang til klimaprofetier.

Min veninde fablede om, hvordan de nu i hele hendes familie er holdt op med at spise kød og har valgt at køre i elbiler takket være den svenske pige.

Jeg var nødt til at sige, at jeg mente, det var bedst for vores venskab, hvis vi skiftede emne.

Jeg anerkender til fulde, at når unge mennesker går på barrikaderne, kan det være med til at skubbe politiske sager i en ny retning. Jeg synes ved den lejlighed også, man bør bemærke, at mange unge mennesker er røget ind i en dyb dommedagsdepression, og at klimadiskussionen opfylder alle kriterier for at blive en religion eller en totalitær ideologi.

Den svenske pige, der prædiker frygt – »Vi skal være bange« – og udskammer dem, vi allerede godt ved, er syndere, ja, hun kan såmænd sagtens have en pointe, men vi er samtidig nødt til at kalde hendes virke ved rette navn: Hun er folkeforfører.

Når min veninde med stolthed fortæller, hvordan de ikke længere rører kød, så er der i min verden tale om en absolut handling. Modsat hvis hun havde sagt, at de havde skåret ned på deres forbrug.

For hvad ville der ske, hvis hele verdens befolkning, syv milliarder mennesker, fra den ene dag til den anden valgte at gøre det samme? Hvor meget jord ville der ikke skulle opdyrkes?

For slet ikke at tale om, hvad man ville stille op, hvis mennesket pludselig stoppede med at holde dyrebestande nede, som vi ellers har gjort i tusinder af år.

Jeg taler ikke imod klimaløsninger. Men jeg taler virkelig imod disse absolutter, som for mig er fuldkommen på linje med religiøse dogmer og er lige så blottede for nuancer som Rasmus Paludans udbasuneringer.

Når jeg støder på unge mennesker, der marcherer gennem gaderne og fortæller mig, hvad der er det rigtige, så ser jeg unge, der er velklædte. Ikke i lædersko, men jo heller ikke i danskproduceret, ubleget bomuld. De har alle fået et godt morgenbad i varmt og rent vand fra hanen, og så har de en iPhone – den nyeste model – i baglommen.

Lad være med at give mig et absolut at forholde mig til.

Jeg var vegetar i to år, og det bliver jeg aldrig igen. Til gengæld har jeg droppet bilen og tager bus og tog på arbejde. Og det er ikke på grund af en svensk teenager, men ganske enkelt fordi jeg har regnet ud, at jeg sparer 7.000 kroner månedligt på budgettet på den måde.

Drop nu absolutterne – ellers taber I skeptikerne på gulvet.

Tre nedslag fra ugen

Ugens gode nyhed er, at BP's chef, Bernard Looney, garanterer, at de – en af verdens største udledere af CO2 – bliver CO2-neutral allerede i 2050. Jeg har lidt svært ved helt at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre, når man producerer netop olie, men hvis det kan være med til at få konkurrenterne ind i kampen, så begynder det da at ligne noget.

Ugens foruroligende nyhed var, da Angela Merkels kronprinsesse, Annegret Kramp-Karrenbauer, trak sig som partiformand og kandidat til posten som tysk forbundskansler. Den slags uro er det sidste, der er brug for i et Europa, der synes at vakle mere og mere dag for dag. Jeg er sådan set ikke bange for, at europæerne skal begynde at bekrige hinanden igen. Jeg er mere bange for, hvad der ville ske, hvis vi midt i vores uenigheder blev taget på sengen af en aggressiv kæmpe udefra. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Bedste nyhed i denne uge var, at Brad Pitt endelig fik sin Oscar-statuette (bedste mandlige birolle). Jeg ved godt, han tidligere har modtaget for bedste film ('Twelve Years a Slave'), som han var med til at producere. Men i søndags fik han sin første Oscar for sit skuespil. Du har nok gættet det: Jeg er VILD med Pitt. Jeg var en af dem, der nærmest besvimede i biffen, da jeg så ham i Tarantinos 'Once Upon a Time…'. Man behøver ikke være teenager for at få åndenød, når en pæn mand smider T-shirten. Brad Pitt er nu engang min helt.